Schönbrunn i gråvejr II

Jeg har før publiceret et sort-hvidt studie af Schönbrunn ved Wien, inspireret af det gråvejr, der hang over slottet, da jeg besøgte det. Men gråvejr er egentlig ikke det rigtige ord, og det var slet ikke sort-hvidt. Det var faktisk et virkeligt dramatisk, mærkeligt vejr og lys, særligt da solen brød igennem. Her er en ny akvarel af motivet:

Sol efter regn, Schönbrunn – akvarel, blæk og hvid gouache (30×21)

schönbrunn3

Solen rammer den våde parksti og får den til at glitre som sne. Jeg har prøvet at genskabe det ved at trække en godt fyldt pensel med ret tør, hvid gouache (nogle steder med lidt gul i) henover papiret, det giver sådan et grynet “slør”, som man kan se nærmere her:

schönbrunn3detalje

Her ses det dramatiske regnvejr på vej væk, mens selve slottet oplyses af solen. Det ser næsten unaturligt ud.

Overstået uvejr, Schönbrunn – akvarel, blæk og hvid gouache (30×21)

Schönbrunn2

Nogle gange synes jeg lidt, at jeg sætter mig mellem to stole med arkitektur, og at jeg enten bare skulle vælge at være helt nøjagtig eller helt unøjagtig med at gengive den. Det vigtigste her var dog farverne, og de er faktisk lykkedes, synes jeg.

_______________

(English recap: In this post I present two new watercolours of Schönbrunn Castle after a serious shower of rain.)

Udgivet i Akvarel, Rejser, Teknik | Tagget | Skriv en kommentar

Renæssance

I. Introduktion

Jeg har læst to bøger om renæssance og et afsnit om den i en generel kunsthistorie. Det er ganske svært at få bøger, der tør gabe over både kunst, skulptur og arkitektur, og det kan også være det er for meget, for det er svært at se enheden i det hele, når man er færdig med en bog.

Men hvis man nu skal forenkle og forsøge at periodisere, så synes jeg da, man skal tage det hele med. Og det er forsøgt i Könemanns store bog om The Italian Renaissance (Om der nu også for alvor findes andre renæssancer, kan man jo diskutere herfra og til dommedag. Gå bare i gang). I Christopher Masters Renaissance er der fokuseret på maleri og skulptur. Jeg afsluttede som sagt med et lille overblik i A History of Western Art af Laurie Schneider Adams. Man kunne have fortsat. Men man skal jo stoppe et sted.

Indlægget starter med denne introduktion, derefter en kort beskrivelse af renæssancen som stil og epoke og derefter går jeg frem kronologisk med gengivelse af de tegninger, perioden har inspireret mig til.

II. Renæssance: definition

Renæssancen er kort fortalt en selvbevidst genfødsel af antikken, der så udvikler sig til at være sin helt egen ting. Ofte ses renæssancen som en lys kontrast til den mørke middelalder, men denne kontrast er måske overdrevet. På mange måder fortsættes den langstrakte udvikling fra anonym håndværker til autonom kunstner, fra abstrakt, symbolsk mønster til virkelighedsnær gengivelse, der sker i gotikken, i renæssancen.

Det er Italiens renæssance, der først og fremmest er prototype på renæssancen. I byerne blomstrede økonomien, humanismen og kunsten. I den første del af renæssancen (1400-tallet) var det Firenze, der førte an med rige patroner, der forstod at udnytte visuel kultur til at iscenesætte deres succes, senere i 1500-tallet blev det Rom, hvor Paven ønskede at blive den nye kejser i Rom, og dertil passende kunne anvende antikke, kejserlige former i arkitekturen. Klassiske ordener, centralplan, triumfbue og tempelform var in.

Condottiere Guidiriccio da Fogliano, af Simone Martini (1284-1344)

rytter

Udover anvendelse af antik arkitektur til at hævde sig, brugte familierne i byerne også tårne til indbyrdes af konkurrere. Dette kaldes campanilismo. Højde og klokkevolumen bestemte status. Dette ses på skylinen i San Gimignano.

Potensforlængere i San Gimignano

sangimignano

Noget af det, man overordnet kan genkende renæssancens æstetik på, er, at den har perfektion som mål, dvs. fuldstændig overensstemmelse mellem alle dele: balance, symmetri, gennemførthed, regelmæssighed. Denne æstetik udtrykkes i Albertis traktater om kunst fra først halvdel af 1400-tallet. Han lagde vægt på etpunktsperspektiv, harmoni og orden, og at kunstnerne skulle have status som tænkere, ikke blot håndværkere.

Man siger tit, at renæssancen starter omkring 1420. Tidsafgrænsningen er dog tricky, idet kunstnere som Giotto og Cimabue (i det sene 1200-tal) godt kan virke som renæssancekunstnere. Slutningen er ligeledes sløret og afhænger også af om man tager manierismen med eller ej. Det har jeg gjort her. I så fald ligger den næste grænse ved 1600, barokken.

3. Tidlig renæssance

I konkurrence med den internationale gotik opstod der i Italien meget tidligt mere klassiske tendenser: figurerne i Giottos (1266-1337) malerier er monumentale, med skyggevirkninger for at danne form, ikke blot kontur som afgrænsning – ikke abstrakte symboler som i gotikken. Nicola Pisanos (1220/25-1278/84) figurer på en prædikestol fra 1260 har virkelig fysik under draperierne. Disse helt tidlige tendenser i 1200-tallet kaldes ofte proto-renæssance.

Renæssancen for alvor dateres til 1400-tallet i Firenze. Firenzes ambitioner var katalyserende. Ghibertis (1378-1455) relieffer til bronzedørene på bapisteriet ved domkirken var fyldt med idealiserede nøgne kroppe a la romersk antik skulptur, der bevægede sig i troværdigt tre-dimensionelt rumlige omgivelser. Og Brunelleschi (1377-1446) skabte den store kuppel til domkirken, inspireret af Pantheon i Rom. Han tilskrives også “opfindelsen” af det lineære perspektiv, som kort sagt er en genskabelse af, hvordan vi mennesker ser ting i rum: ting, der er langt væk er mindre end dem tæt på.

Det er karakteristisk, at kunstneren får en ny status. Ghiberti rådede malere til at studere optik, historie, anatomi og aritmetik – førhen var dette ikke en del af deres uddannelse – det var nødvendigt for at de kunne hæve deres fags status fra Ars Mechanica til Artes Liberales – og give dem kunstnerisk frihed. Kunstnere sås nu som kunstnere fremfor håndværkere. Ligesom i antikken gik der nu vilde historier om deres illusionistiske evner.

For at skabe skønhed i arkitektur brugte Brunelleschi grundlæggende, simple størrelsesforhold og former. Cirkler og kvadrater var grundformerne, og han brugte rundbuer fremfor gotiske spidsbuer og klassiske søjler frem for gotiske piller. De grundlæggende principper for hans arkitektur var: enkelhed, harmoniske proportioner og symmetri.

Brunelleschi: Santo Spirito (1444-1487)

santospiritobramante

Samtidig udviklede oliemaleriet sig i Nederlandene, hvor der også skete nogle politiske og sociale udviklinger, der lignede dem i Italien: urbanisering, kapitalisme og et styrket borgerskab. Handelsforbindelserne mellem de to lande var stærke. Oliemaling er lettere at rette i og farverne har større effekt end i tempera, som man brugte i Italien. De elegante lineære kvaliteter, stærke farver og skarpe kanter, som er karakteristisk for international gotik fortsatte i nederlandsk maleri, og det er derfor en evig diskussion, om det er gotik eller renæssance og kommer vel an på, hvad man mener, er konstituerende træk ved renæssancen. Desuden udviklede man male-genrer, hvor de nære ting var motiv: genremaleriet, landskabsmaleriet, portrætter.

Van Eyck: Portræt af mand, 1433 Van Eyck (ca. 1390-1441)

vanEyck

Donatello (1386-1466) er den vigtigste skulptør i tidlig renæssance. Han skabte i midten af 1400-tallet den første fritstående, nøgne helfigur (“David”) og befriede således skulpturen fra arkitekturens kontekst. Den androgyne, forlængede krop er dog mere gotisk end renæssance-agtig. Det samme ses i skulpturen Habakkuk, hvis lange Jugendstilslinjer netop er et eksempel på den del af gotikken, som jeg godt kan lide.

Donattello: Habakkuk (1423-26)

habakkuk

Et andet eksempel på tidlig renæssance-skulptur er denne fantastisk ekspressive terracotta-statuette (del af større skulpturgruppe) af Niccolò dell’Arca (1435/40-1494)

Niccolò dell’Arca: Maria (detalje), 2. halvdel af 1400-tal.

renaess11

Selvom Botticelli (1445-1510) ”kopierede” efter antikke forbilleder (skulpturer) ændrede han i den. Han brugte antikken som et forråd af poetiske temaer og udnyttede den græske mytologi dekorativt.

Botticellis skumfødte Venus er inspireret af Venus Pudica, en antik skulptur, men Botticellis Venus har yndefulde, forlængede proportioner i forhold til den tungere, mere fysiske original.

Sandro Botticelli: Detalje fra Den skumfødte Venus, 1486

botticelli

4. Højrenæssancen

Højrenæssancen er en kort men gylden periode 1490-1530. Klassiske antikke ”regler” var bundfældet og form reduceredes til simple men generøse proportioner. Figurerne bliver større i malerierne. Rom overtog pladsen som det kunstneriske centrum i Italien.

Centralplan, kvadrat og cirkel var idealformerne i højrenæssancens arkitektur. Bramantes (1444-1514) Tempietto San Pietro i Montorio er definitionen på højrenæssance. Det er et meget lille centalplansrum overdækket af kuppel og lanterne.

Tempietto af Bramante

renaess-4

Trappeopgang af Bramante

renaess

Santa Maria della consolazione

renaess2

Højrenæssancen domineres af tre store skikkelser: Leonardo (1452-1519), Rafael (1483-1520) og Michelangelo (1475-1564). Tre forskellige kunstnertyper:

  • Leonardo da Vinci: kunstner-tænker – videnskabsmand
  • Michelangelo: kæmpende, ensom kunstner
  • Rafael: Ung succesfuld stjerne – perfektion i hans oeuvre.

Leonardo da Vinci (1452-1519) var nysgerrig og rastløs. Han tegnede og studerede krigsmaskiner og kroppe med samme videbegær, indtil det vigtigste mysterium var opklaret, så efterlod han projektet ufærdigt. Han mente at sammensætning af viden om anatomi og observationer efter natur var den bedste uddannelse. Hans mange studier viser renæssancen syntese af kunst og videnskab.

Hans værker får deres for højrenæssancen typiske harmoni fra sfumato, en teknik, der via delikate gradueringer mellem lys og skygge giver form men også en lidt tåget effekt, og ved at bruge pyramiden som kompositorisk grundfigur. På trods af den ro, dette skaber, er  bevægelse og stilstand forenet på forunderlig vis i hans figurer. Han formår at skabe meget komplekse ansigtsudtryk.

Dame med hermelin  (1489-90)

da-vinci

Selvom Michelangelo både var maler, skulptør og arkitekt, så han sig først og fremmest som skulptør, og der er da også noget skulpturelt over hans malerier.

Hans loftmaleri i det Sixtinsk Kapel er et kendt værk. Jeg har set det, og som totalvirkning blev jeg ikke blæst omkuld eller også blev jeg netop det, så jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til det, i al fald: Det er de siddende figurer – profeter og sibyller i skøn forening af romersk mytologi og pavelig kristendom, der skal iscenesætte paven som den nye kejser Augustus, jeg synes er flottest, hver ideale figur med en egen holdning og personlighed.

Jeremias, Michelangelo 

michelangelo

Kendt er også David, som for det utrænede øje nok kunne gå for klassisk antik kunst, med kontrapost og heroisk nøgenhed.

David (1501-1504)

David

Hos Rafael (1483-1520) gik arven fra Michelangelo og Da Vinci op i en højere enhed. Han fik sfumato og den stabile pyramide-komposition fra Da Vinci og figurerne er store og monumentale som Micehlangelos. Selv i drama er kompositionen under fuld kontrol, alting i nøje overensstemmelse med helheden. Rafaels malerier efterlod trods hans tidlige død ingen spørgsmål, intet forstyrrende.

Af de tre var Rafael min yndlings-højrenæssance-kunstner da jeg var yngre. Jeg synes bare, det går lige ind. Nu er jeg mere til Michelangelo. Mon jeg ender som da Vinci-fan?

Raphael, de tre gratier (1504-1505)

renaess10

Sceneskift. Samtidig i Venedig: en helt anden stil. Passiv, varm tone, idylliske landskaber ses i Giorgione (c. 1477-1510) og tidlig Titian (1485-1576)

Titian: detalje fra “The Pastoral Concert” (1509)

Titian

5. Manierisme

Navnet bruges om perioden fra Rafaels død 1520- barok 1600 og er blevet brugt meget negativt ladet om kunstnere der imiterede men også overdrev renæssancens mestre, og ikke havde deres egen stil. Det man overså var at også dette er en stil. Højrenæssancens mestre kunne ikke overgås. Det mål man i 200 år havde forfulgt var nået – nu måtte malerne søge deres egne individuelle stier.

Der var nemlig et alternativ til renæssancens perfektion: Fokus på det fantastiske, mærkelige, forvrængelse af de ideale proportioner, komplekse, overdrevne, ”twistede” figurer, mystiske, umulige rum – Således fangede man tilskuerne ikke gennem harmoni, men gennem forvirring.

Pontormo (1494-1557) begyndte at bevæge sig væk fra højrenæssance omkring 1520. Hans figurer blev vægtløse, farverne pastellyse.

Pontormo: Matthæus (ca. 1525)

pontormo

Den typiske twistede spiralbevægelse i manierismen kaldes “figura serpentinata”. Denne figur ses i Giambolognas (1529-1608) skulptur Merkur, der også viser, hvorledes skulpturen i manierismen “åbner” rummet omkring den – den er utroligt dynamisk og helt forskellig i forhold til hvilken vinkel, man ser den fra.

Merkur, Giambologna (1576)

Merkur,Giambologna

Palladio (1508-1580) fik i 1577 til opgave at bygge Il Redentore i Venedig, hvor facaden synes opbygget af flere tempelfronter foran hinanden. Han behandler dog her de klassiske forbilleder temmeligt frit, idet han “afbryder” pedimenterne. Det er denne frie behandling af klassiske forbilleder, der forbinder ham med manierismen.

Il Redentore, Palladio

renaess-3

6. Konklusion

Det var det. Eller var det nu også det? Der mangler jo Dürer. Og måske lidt mere om reformationen og modreformationen. Men det var sådan det blev. Jeg må jo videre til barokken.

_______________

(English recap: some chattering about Renaissance in art, sculpture and architecture, and the drawings I have done while studying this period.)

Udgivet i Arkitektur, Kunsthistorie, Skulptur, tegning | Skriv en kommentar

Selvportræt III – detaljer og kritik

Det er faktisk lidt urimeligt at underlægge disse to tegninger så grundig en undersøgelse og kritik, for de er ikke lavet under gunstige omstændigheder og så vidt jeg husker, blev ingen af dem egentlig færdige, jeg blev afbrudt, jeg var utilfreds, da jeg vendte tilbage, gad ikke tegne videre, og et par uger senere (nu) har jeg så fundet dem i nogle papirer på mit skrivebord…

Egentlig er de ikke gode nok til at blive vist frem, synes jeg. Men der er nogle gode ting ved dem, og det er lidt ærgerligt, at de ting ikke kan blive vist frem.

Øjnene på det ene selvportræt sidder for tæt, men det er nogle fine øjne, se selv:

filename-1 (34)k

Og især det venstre øje (altså det til højre på tegningen) ligner faktisk endda mit, synes jeg:

filename-1 (34)m

Mund og hage er også fine:

filename-1 (34)l

Nu kan man så selv ved udelukkelsesmetoden regne ud, hvad der ikke fungerer i maleriet: næsen. Som ellers ikke er så slem endda, når man ser den isoleret, men som er for lang og smal, når man ser det hele samlet:

filename-1 (34)

Og så er øjnene for små eller munden for stor, vælg selv.

Det allerpæneste ved tegningen er (desværre) den streg, der udgør skulderen. Den kan jeg godt lide. Det er måske lidt mærkeligt, men det er nok fordi den både er henkastet og alligevel sidder som den skal (i modsætning til resten).

filename-1 (34)n

I anden tegning er det igen øjnene der er fine, og denne gang knap så gnidrede, hvilket jeg jo gerne vil frem til.

filename-1 (35)lk

filename-1 (35)lm

Næsen er også fin – især isoleret set.

filename-1 (35)lbs

Også munden er ganske vellykket.

filename-1 (35)lbt

Og faktisk også velplaceret sammen med næsen i hagepartiet, der ses fra en lidt svær vinkel.

filename-1 (35)lb

Men hvad er det så der ikke fungerer? Øjnene er for store.

filename-1 (35)

Og jeg hader lidt, at det nederste hår ligner pels. Selvom der vel egentlig ikke er så meget forskel på hår og pels.

gh

Til gengæld kan jeg godt lide håret om panden. Det skyldes nok igen henkastetheden, der så igen giver stregen en vis overbevisning/fasthed i kontrast til den mere gnidrede, tøvende tegnede mund og næse.

filename-1 (35)lg

I det hele taget er det største irritationsmoment nok, at det (stadig) ikke er lettere – og hvor tydeligt man kan se på tegningerne, at jeg har svært ved det, både fordi de ikke lykkes, men også fordi de er så kluntede og søgende i stregens temperament.

__________

(English recap: details from som selfportraits (drawings), accompanied by thoughts on why they fail to satisfy.)

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Middagslys og tusmørke i Rom

Da jeg var i Rom i 2014, boede jeg på et værelse med denne udsigt.

I middagssolen (ca. 21×28, gouache, akvarel, blæk)

Rom2,3

Og i aftensolen (ca. 21×26, gouache, akvarel, blæk)

Rom2

Jeg har kæmpet rigtigt meget med motiverne. Jeg har længe haft ideen om at tegne udsigten på de to tidspunkter af døgnet. Jeg har faktisk også et i eftermiddagssol, og det kan være, det kommer senere, men som sagt var tilblivelsen af disse to malerier sværere end ventet, og da den så var lykkedes nogenlunde, så viste de sig at gøre sig virkeligt dårligt på fotos og indscanninger. Normalt plejer en indscanning og eventuelt lidt styrkelse af kontraster i et billedbehandlingsprogram at bringe gengivelserne i nærheden af originalerne, men jeg synes ikke helt disse gengivelser gengiver det bedste ved originalerne.

_____

(English recap: presenting 2 watercolours depicting the view from my room in Rome, 2014.)

Udgivet i Gouache, Rejser | Tagget | Skriv en kommentar

Olie: Aftensol i Palermo

Jeg skal lige love for, at maj i Danmark viste sig fra sin mest bedårende side i sidste weekend. Vi kørte ud til slottet Clausholm, og alle grøftekanter var virkeligt “blomstrende skove, langs den kornrige bølgende vang”, som det hedder i Drachmanns forårssang: “Se det summer af sol over engen.” Der vil helt sikkert følge malerier inspireret af denne udflugt, for det var en meget smuk tur.

Derfor er rejsefeberen heller ikke så voldsom for tiden. Men det var den for et par uger siden, da jeg fik lejlighed til at lave denne olieskitse af udsigten fra den lejlighed, vi boede i i Palermo for et års tid siden.

Solnedgang i Palermo (30×40)

Palermo.JPG

___________________________

(English recap: small oil painting, motive: Sunset in Palermo)

Udgivet i Oliemaling, Rejser | Tagget | Skriv en kommentar

Selvportræt II

Hvorfor skal det være så svært? Planen var, at jeg ville kunne fange mit eget ansigt med et par henkastede streger efterhånden, men jeg kæmper og gnidrer og lysner, visker ud og skraverer og etc. etc…

Det første selvportræt jeg lavede, er stadig det bedste. Men det gælder til gengæld ikke helt, fordi det var i profil – så ser man jo faktisk kun halvdelen af ansigtet. At male mig selv forfra er åbenbart stort set umuligt. Her er et par forsøg. Jeg har opsamlet et par stykker  til dette indlæg i håb om, at jeg kunne vente med at publicere til der kom et, der var lykkedes fuldstændigt. Det er ikke helt sket, men jeg synes trods alt det sidste er det bedste.

Så på den måde passer indlægget egentlig fint på en blog, der handler om min egen uddannelse af mig selv som kunstner. Mine “røde streger” til mig selv er derfor naturligvis noteret med rød under billederne 🙂

Forskitse til det første selvportræt + gouache/akvarel-resultat. (21×15)

mig2,1Mig2,2

Ansigtet er for langt. Håret er faktisk ok. Og hagen ligner.

Tegning – 2. selvportræt. (bly, A4)

Selvportræt3

Ansigtet er igen for langt. De enkelte dele er ellers ok.

Forskitse til 3. og sidste selvportræt i dette indlæg + resultat i gouache og blæk. (15×21)

mig4,1 mig4,3

Øjnene sidder for tæt og munden ligner ikke helt min. Jeg kunne godt have fået mere lys og liv i håret.Men ansigtet som helhed er bedre end de foregående. Jeg indrømmer desuden at selve forlægget måske ikke ligner mig voldsomt meget. Men en eller anden aften har jeg altså set ca. sådan ud på mit kamera i al fald 🙂

Jeg giver heldigvis ikke mig selv karakterer. Men jeg giver mig selv et klap på skulderen, for jeg har arbejdet hårdt og længe på nogle af disse ting.

_____

(English recap: 3 self-portraits, not quite up to the standards I wish from myself, but examples of hard work at least. The last one is the best – which gives me reason to hope, I presume.)

Udgivet i Akvarel, Gouache, tegning | Skriv en kommentar

Olie: Loch Lomond

En dag kom min mor og passede min baby et par timer, så jeg kunne male oliemaling, og nogle uger senere fik jeg et par timer foran staffeliet af min mand. Det kom der disse oliemalerier ud af.

Jeg kan godt mærke, at der går meget længe imellem hver “session”. Selvom jeg holder mit øje godt ved lige med akvarel og tegning, så er processen og derfor planlægning og udførelse af et oliemaleri bare noget helt andet. Jeg var faktisk ved at give op undervejs ved det første, fordi jeg blev ved at tænke i akvarel, og det skal man/jeg ikke gøre, hvis man/jeg maler olie. Særligt ikke hvis man/jeg ikke har kunnet få fat i titaniumhvid i yndlingsmærket artifex med den dejlige flydende konsistens, og derfor må bruge et andet mærke, hvis konsistens er frustrerende lig tyggegymmi, til de mange hvide skyer, Men jeg tvang mig selv videre, for der er noget, olie kan, med sin fysiske nærmest tredimensionelle tyngde, som jeg ikke vil miste grebet med.

Her er et ikke helt godt foto af resultatet: motivet er en sti helt nede ved bredden af Loch Lomond i Skotland, som jeg besøgte i forbindelse med mit arbejde i 2015.

Loch Lomond (40×50)

01

Til det sidste oliemaleri havde jeg heldigvis fået fat i min yndlingsmaling, hvilket hjalp en del på humøret undervejs, men jeg savner stadig træning i mediet, som virkelig har nogle kvaliteter, der så til gengæld kan være virkeligt svære at fange med kamera bagefter.

Udsigt ved Loch Lomond (30×40)

121-e1495282958642.jpg

_____

(English recap: 2 oil paintings of sceneries from Loch Lomond, 40×50 cm and 30×40 cm)

Udgivet i Oliemaling, Rejser, Teknik | Tagget | Skriv en kommentar