Helene Schjerfbeck

1. Indledning

Jeg stødte på Helene Schjerfbecks kunst på en udstilling på Statens Museum for Kunst allerede engang i forrige årti, men er siden vendt tilbage til hende flere gange.

Som med så mange andre kunstnere er det provokerende besværligt at finde noget som helst konkret om Helene Schjerfbecks teknik. Der skrives side op og side ned om kunstneres privatliv, som vel også er relevant for deres kunst, men vi har jo alle et privatliv; Selv et meget specielt privatliv sikrer på ingen måde, at vi bliver kunstnere…

Helene Schjerfbeck er finsk, og jeg har ikke adgang til at studere hendes lærreder selv, og desuden ville en konservator nok kunne sige endnu mere præcist noget om fremgangsmåden end jeg. Det er jo hele pointen: at lære noget. Jeg skrev faktisk til Ateneum, det finske nationale kunstmuseum, men heller ikke de kunne hjælpe mig. Det kunne de naturligvis godt, men deres konservatorer havde nok bedre at tage sig til. Det er helt ok. Men ærgerligt for mig.

Jeg har forsøgt at stykke det sammen, der dog i de to bøger jeg har om Schjerfbeck,  alligevel står om teknik og idealer, og så har jeg selv forsøgt at kopiere nogle af hendes malerier. Personen kan jo ikke pilles ud af maleren, så jeg har lavet et afsnit med lidt biografiske oplysninger, dernæst kommer et afsnit om forbilleder, efterfulgt af et afsnit om hendes teknik og til sidst følger mine egne kopier og tanker om hvad jeg vil/kan lære.

2. Biografi

Helene Schjerfbeck blev født i 1862 i Helsingfors. Da hun var fire år gammel, faldt hun og slog hoften. Hun blev bevægelseshæmmet og plaget af skavanken resten af sit liv.

Hun var underbarn og kom ind på kunstakademiet, da hun var 11, hvor hun gennemgik en klassisk tegneskole. Det finske kunstakademi var (usædvanlig nok for den tid) for både mænd og kvinder. Hendes lærere var meget tilfredse med hende. Efter 4 år på akademiet kom hun på Adolf von Beckers private maleskole for at lære om oliemaleri.

I 1880 fik hun et rejsestipendiat og rejste til Paris, hvor hun blev undervist og fandt nogle gode veninder og kolleger. Hun ændrede sit navn fra fødenavnet Helena til Helene. I løbet af de kommende år rejste hun meget, i Frankrig, England og Italien.

Fra 1892-1902 var hun tilknyttet kunstakademiet som lærer i tegneskolen, men hendes helbred skrantede både psykisk og fysisk. Hun var blevet isoleret i Helsingfors’ kunstverden. Hun kunne godt gå med på symbolisme-vognen, men ikke nationalromantikken, som var stærk i de år. Efter en rejse i 1894 var hun aldrig mere på kontinentet.

I 1902 flyttede hun ud på landet, Hyvinge, sammen med sin mor, der ikke helt forstod hendes behov for at male. I den kommende tid var hendes liv splittet mellem husholdning og maleri. Som kvinde forventedes det, at hun holdt sit hus pænt, men Helene gad det ikke. Hun ville bare male. I 1926 udtalte hun: “En malare ska inte väre husmor.” Det var en krise i hendes liv. Hun blev 40 uden udsigt til at stifte familie, hun var nedbrudt fysisk og psykisk, hun blev glemt, og mange troede hun var død. I ti år så hun ingen anden kunst end sin egen i original.

I 1915 opsøgte den selvlærte kunstmaler Einar Reuter hende, de malede sammen og studerede kunst. I 1917 blev han – vistnok til Helenes skuffelse – forlovet med en anden.

I 1917 havde hun sin første separatudstilling på foranledning af Gösta Stenman, en kunsthandler, der var hendes fan og havde opsøgt hende i Hyvinge i 1913. Han lånte hende originale kunstværker og sendte hende kunstlitteratur. I 1917 besøgte hun Ateneum. Hendes egen udstilling var en succes.

I 1923 døde hendes moder. Det var både en befrielse og et chok. I 1925 flyttede hun til Ekenäs og en produktiv periode fulgte. I 1937 fik hun sit gennembrud i Stockholm, hvor hun blev hædret og berømmet.

De sidste år blev hun konstant forstyrret af nysgerrigt publikum og krige, der betød hun måtte flytte rundt. Det blev svært hele tiden at finde nye modeller, det blev derfor til en del selvportrætter, for det havde hun altid ved hånden. I 1946 døde hun.

3. Forbilleder

Schjerfbeck lærte ved at kopiere.  Hun beundrede andre kunstneres værker – de ansporede hende til at skabe noget ligeså godt. Hun lærte at male fra hukommelsen, spontane skitser bygget på andre kunstneres kompositioner. Ved Von Becker kopierede hun Corot, Fortuny, Couture og del Sarto.

I Frankrig beundrede de unge kunstnere i hendes tid naturalisten Jules Bastien-le-Page (1848–1884) og hjemme i Finland historiemaleren Albert Edelfelt (1854–1905). De malerier Schjerfbeck selv afleverede til hhv. kunstforeningen i Finland og Salonen i Paris, var netop i hhv. Edelfelts og Bastien-le-Pages stil.

I 1886 kopierede hun på Louvre. Hun beundrede især Hans Holbein den yngre. Hun beundrede hans “fasthed” – en egenskab hun anså sig selv for at savne. Hans eksakte linje gav hende en AHA-oplevelse.

6cdff6c78de76c95f801714852eecee0_XL

I 1897 så hun en udstilling i Stockholm, hvor Olof Sager-Nelsons maleri gjorde stort indtryk på hende.

843156_1

I 1904-17 studerede hun japanske træsnit, og tog deres stiliserende metode til sig. Hendes portrætter forenkledes til et snævert rum koncentreret om model, ofte profil – senere maskeagtige portrætter.

Hun syntes generelt at de italienske malerier var for mørke, men beundrede Fra Angelico, Fillippo Lippi og Andrea della Robbia. I 1912 opdagede hun El Greco, som hun kun så i reproduktion. El Grecos malerier er dramatiske og overspændt og det tiltalte hende.  Hun følte sig beslægtet med ham. (her ses først Grecos original, dernæst Schjerfbecks kopi. Hun kopierede efter sort-hvide gengivelser)

The-Madonna-Of-Charity-1603-05 9bab58b58b0ec475787108cb2a277007--helene-schjerfbeck-madonna

I et brev til Reuter, skrev hun, at hun gerne ville prøve at antage Grecos palet: hvid, sort, gul okker, cinnober – disse farver anvendte hun netop i selvportræt på sort baggrund.

Heleneself

I 1920 studerede hun Matisse og Kandinsky, Daumier og Vlaminck i kunstbøger. Hun forsøgte at omsætte deres farveglæde i egne malerier. Matisses dekorative, skyggeløse og farvestærke malerier påvirkede hende i samme retning.

4. Teknik

I 1893 var hun i Firenze, hvor hun blev inspireret af italiensk middelalder-maleri og ungrenæssance-kunst og afprøvede tekniske kneb for at få lys frem: brune toner, dis og lasureffekter. Diset over Arnodisen forundrede hende, og hun forsøgte at få det frem med voks i landskabsbilleder fra Fiesole. “I synnerhet var det tiden i Florens 1894 som hjälpte henne att örenkla uttrycket, lätta upp färgskalan og mjuka upp konturerna.” (Helene Schjerfbeck: 150 år)

Som lærer på tegneskolen krævede hun total tavshed og koncentration under arbejdet. Hun brød sig ikke om at dømme elevernes værker, og de kunne derfor have svært ved at forstå hende kritik og intentioner.

Det tog lang tid, ofte flere år at færdiggøre malerierne. Hun stillede lærredet væk, tog det frem til granskning, lavede et par ændringer og stillede det væk igen. Hun skrabede ud og malede om flere gange.

Omkring 1900 kunne hun kun male nogle få timer om dagen, men så tegnede hun desto mere. Hun havde altid sin lille skitseblok med sig rundt og tegnede i køen, i skoven, på torvet. Hun farvelagde tegningerne derhjemme.

Den første tid i Hyvinge så hun som sagt ingen anden kunst end sin egen, men hun holdt flere internationale kunsttidsskrifter og fulgte altså med på afstand. Hun arbejdede med tekstiler, broderede og designede tekstil.

Fra omkring 1901 begyndte hun at bruge en karakteristisk forenklingsteknik, hvor motivet bliver til plane farveflader og rumgestaltning træder i baggrunden, dog alt genkendeligt.

Schjerfberck malede altid siddende foran staffeli. Hun gjorde udkastet til kompositionen i kul inden hun lagde den let fortyndede oliefarve i tynde lag, så lærredets struktur forblev synlig og nogle steder den forberedende tegning. I hendes modne periode gned hun farven ind og lod også noget lærred stå umalet, hvilket gav en transparent, pastelagtig karakter. Hun brugte en sfumato-agtig teknik, med udflydende/udtværede grænser som forener  figuren visuelt med baggrunden.

Hendes farveskema var tilbageholdende a la Whistler og Hammershøi. Hun skrev i et brev til Reuter, at hun generelt er bange for færdigblandet grøn farve undtagen Vert Veronese og måske vert emeraude, men at hun brugte en del sort.

Desuden brugte hun et skrabeteknik, hvor hun skrabede farven af igen. Schjerfbecks skrabeteknik frilægger store dele af lærredet i baggrunden og giver freskolignende karakter: “Fragment” fra 1904 første eksperiment med dette.

2f194f61fcc8dad3b7d8b3d0350452ae

Denne voldsomme afskrabning synes at udtrykke frustration. Behandlingen af maleriet er med i den afbildede følelse, ikke blot et “vindue”. Hun havde høje ambitioner – og følte en skam og aggression hvis mislykket, som kan aflæses i selve maleriet.

5. Mine kopier

Helene Schjerfbecks forenkling af motivet gør hendes malerier virkeligt stærke, synes jeg. I 2010 kopierede jeg “Selvportræt på sølvgrund” fra – i sort hvid tusch på papir.

filename-1 (47)

Samme år kopierede jeg oliemalieriet “Stilhed” i pastel:

filename-1 (48)

For nylig fik jeg så kopieret det tidlige maleri: “Birkealleen”

dsc053581.jpg

Og portrættet af Einar Reuter

HeleneSchjerfbeck1

Og “Røde æbler”

Schjerfbeck2

Det, jeg gerne vil lære af Schjerfbeck er evnen og modet til at forenkle. I det sidste maleri “røde æbler” har der givetvis været et hav af refleksioner og nuancer. Men hun har valgt hvad der var vigtigt og sat tre præcise hvide klatter der i komprimeret form “forklarer” os lysets fald i maleriet. Samtidig er der faktisk tusind bittesmå gradueringer i den skrabede, gnedne baggrund. Gradueringer som jeg ikke har fået med, fordi jeg ikke har tålmodighed til at gå og male på et maleri gennem 15 år, tage det frem, skrabe af, pille lidt, vendte 10 år mere…

I det hele taget er tålmodigheden nok det jeg mangler, og modet til at forenkle. Måske også viljen, fordi jeg ofte synes alle de små lysrefleksioner er så fine – og derfor har jeg svært ved at forenkle en flade, der er plettet af lysrefleksioner til én flade.

De genrer, Scherfbeck mest gjorde sig i, var (selv)-portrætter og stillebener. Jeg har forsøgt at male et stilleben i hendes stil, med anvendelse af det jeg har lært:

Gul rose fra Østerbro

olie på træ, ca. 30×40

rose1.jpg

Allerførst må jeg kritisere mit valg af motiv. Det er lidt for klassisk og mangler en skævhed i kompositionen.

Det snævre rum uden baggrund, genstanden er placeret i, er dog ganske godt i stil med Scherfbeck, og jeg gned, skrabede af etc. i flere omgange. Tjek ved det. Den hvide baggrund lyser gennem malingen – hvilket nok er noget af det der har interesseret mig mest ved disse kopier, at opdage oliemaleriets akvarel-agtige kvaliteter. Jeg er bare ikke sikker på at jeg ikke elsker fed oliemaling mere end det æteriske lys en meget tyndt bemalet flade kan få…

Jeg synes også, jeg fik begrænset og koncentreret de tykke, hvide strøg – selvom man nok kunne have nøjedes med endnu færre i blomsten og have ladet den stå mere flad. Men som sagt bliver jeg for glad for blomstens form og lysmodtagelse, og jeg måtte lægge bånd på med for ikke at arbejde yderligere med detaljerne.

Schjerfbeck havde helt klart arbejdet med dette maleri mindst tyve år endnu. Jeg stopper og siger tak for nu.

___________

(English recap: In this post I present my results from having studied the Finnish painter Helene Schjerfbeck. She has a way of simplifying a composition, the colours and the light in it which I admire, but she also had a patience I can only dream of but may still be able to learn from.)

Udgivet i Helene Schjerfbeck, Kunsthistorie, Mesterværkkopi, Teknik | Skriv en kommentar

Blomstermønstre 2017

Lathyrus og kornblomster i guldrandet glas

Akvarel og blæk

filename-1 (56)

Nasturtier (Tallerkensmækkere) 

Akvarel og blæk, 20×28

nasturtier.jpg

Nasturtier og kællingetand i grønlig glasvase

olie på lærred (30×40)

nasturtier, kællingtand

Udgivet i Akvarel, Blomsterstudier, Oliemaling | Skriv en kommentar

Olie: Mønstre ved Amalfikysten

Nu er det mig en gåde, at jeg ikke har malet dette motiv før. Det har alt: de smukke mønstre af grene mod det svimlende blå rum af himmel og hav og det smukke, gyldne sollys på oliventræernes blade. Et vue til en hvid klippeby giver mulighed for dybde, mens himlens/havets enorme blå flade står som fladt papirklip mod de sorte grene. Motivet har alt.

Derfor er det også blevet til hele to nye oliemalerier:

Oliventræ ved Amalfikysten 

Olie på lærred (70×60)

DSC05166

Oliventræer i aftenlys, udsigt fra Benincasa 

Olie på lærred (70×90)

DSC05362

____________

(English recap: In this post I present two new oil paintings depicting the same motive: olive trees creating beautiful patterns against a blue sky and sea, the leaves catching the warm evening light.)

DSC05168

Udgivet i Oliemaling | Skriv en kommentar

PR: Udstilling

Her i oktober udstiller jeg to steder.

1. I caféen på Brønderslev bibliotek

DSC05353

Som for øvrigt er at finde i denne fine gamle bygning:

IMG_0312

2. I læsesalen på Hadsund Bibliotek

IMG_0315

Så ved I det. Velbekomme 🙂

Udgivet i PR, Udstilling | Skriv en kommentar

Min teknik II: Pensler og medier

Her har jeg slået de to områder, jeg egentlig føler, jeg mindst behersker, sammen. Lad os få det overstået…

Mine pensler

I starten malede jeg med, hvad end der blev langet over disken, når jeg bad om pensler til olie. Jeg kan ret godt lide at “scumble” (gnide farven ind med penslen – måske mest et udtryk for dovenskab, at jeg ikke bare tager mere maling på penslen, men det giver nu også nogle gode, slørede effekter) og er i det hele taget energisk i min penselføring, og ofte sled jeg en pensel op på et til to malerier.

Her har jeg foretaget en del scumbling.

En farvehandler anbefalede mig syntetiske akrylpensler. (Oliepensler er som regel lavet af naturhår). De holder meget længere, og den slags bruger jeg endnu. Jeg er dog ret dårlig til at få købt nye og i forskellige størrelser og bruger bare den størrelse, jeg nu har, gennem hele maleriet. Jeg har ofte én ny(ere), jeg hovedsagelig bruger, og et par slidte til at ligge til hvis jeg gerne vil holde lys og mørk meget adskilt på hver sin pensel:

 

Et af mine forbilleder (John Singer Sargent) sagde, at man skulle have redskaberne i orden – det er svært nok at male i sig selv, uden de problemer! Men ofte står jeg og maler med en nedslidt stub, fordi det er bare ikke noget af det, jeg går mest op i. Og når jeg så har købt en ny pensel, er det bare så lækkert at male. Måske er det en luksus, mere end en nødvendighed for mig? Hellere stå med farver uden pensler, end med pensler uden farver…

Men jeg er ikke helt tilfreds med dette forhold til mine pensler. Jeg vil gerne optimere. På det seneste er jeg begyndt at bruge en lille pensel til at signere med, som jeg også er blevet glad for at tilføje nogle detaljer med. Det er faktisk bare en lille akvarelpensel, men pointen er, at jeg nok burde have flere forskellige  størrelser til rådighed.

En penselsælgerske sagde engang til mig, at acrylpenslerne jo var en del blødere end oliepenslerne. Hvilket måske igen har forårsaget min hang til mere lind oliemaling fremfor den tyggegummi-agtige af slagsen, fordi de bløde pensler, jeg bruger, simpelthen ikke kan modellere tyggegummi, men det kan de hårde svinebørster? I al fald har jeg nu anskaffet mig nogle “rigtige” oliepensler.

De giver en mere “grov” effekt, hvor hvert strøg kan blive mere “flosset”, fordi hvert hår laver et dybt, stift tryk i malingen – det er lettere at vise end forklare det:

Jeg har endnu ikke valgt side.

Alle pensler, både til acryl og olie er/har været filbert, dvs. flad, firkantet, men med rundede sider. Vistnok.

Havde jeg skrevet dette indlæg for ti år siden, havde her desuden været en kærlighedserklæring til mine paletknive,

men dem bruger jeg faktisk ikke for tiden. Jeg var rigtigt glad for de spil i farverne, man kunne få frem ved at proppe dem i store klatter på paletkniven og så trække over en himmel eller en anden flade. Her er havet malet med paletkniv, hvorefter nogle store strøg er trukket over med penslen bagefter:

Det passede også godt med mit utålmodige sind. Enten er jeg blevet mere tålmodig på mine gamle dage, eller også er jeg for doven til at skulle overveje, om jeg skal bruge et ekstra redskab til det enkelte motiv…

Ofte kan jeg ikke rigtigt blive færdigt med et maleri samtidig med, at jeg beslutter mig for, jeg er det. Så kan jeg komme til at gå og male videre med fingrene – glatte ud et sted, gnide en nuance ind et andet sted…

Min hånd er også en pensel.

I dette motiv fik jeg faktisk nogle træers grene til at give mening ved at ridse dem ind med penslens spidse ende. Det er ellers ikke noget, jeg har gjort så meget før.

Udover “scumbling” og pastose highlights som man kan se i de lyse blade i maleriet herover kan jeg godt lide den teknik, der på engelsk hedder “dragging” – man trækker penslen over overfladen, så strøget bliver “grynet” og flimrende:

Mine medier

Jeg malede uden medier de første mange år. Så opdagede jeg, hvor let malingen kunne være at male ud over store flader med malemiddel – jeg købte en færdigblandet maleolie fra Malernes Udstilling i København, der både forkortede tørretid og fortyndede konsistens. Jeg havde faktisk et lille overforbrug kørende, indtil jeg opdagede (og stadig løbende opdager :-/) hvor ustabile sådan nogle fortyndede malelag kan være. Jeg har siden lært fra bøger om reglen “lean over fat” – dvs. mest olie i malingen først, og så mere og mere “Pastost” (ufortyndet) efterhånden.

Da jeg ofte i nødvendig sparsommelighed maler over gamle motiv, og desuden ikke generelt føler mig helt struktureret nok til at male med malemiddel, undgår jeg lige for tiden alle ekstra-tilsatte medier. Jeg ved simpelthen ikke nok om det. Det betyder at mine malerier tørrer vildt langsomt.

Her til oktober har jeg en udstilling i Brønderslev, hvor jeg gerne vil have nogle nye malerier med, derfor har jeg malet dem med malemiddel med hurtig-tørrer i.

Når mine malerier har fået flere lag maling sker der undertiden det, at nogle områder bliver matte, andre blanke. Det kan undgås, hvis man er systematisk, har jeg læst mig til. Men det er jeg ikke umiddelbart, så en kur jeg også har læst mig til, er at pensle et overfladetørt maleri med en maleolie og tørre overskydende olie af, så bliver de matte steder mere levende. Det virker, synes jeg, og så er det en rar måde ligesom at blive “færdig” med et maleri. Til dette bruger jeg den olie (Winsor and Newtons artist’s painting medium) der blev anbefalet på de sider på nettet, hvor jeg læste om det. Hvis man vidste nok kunne man sikkert afkode hvad denne indeholdt og lave sin egen eller købe en tilsvarende.

Mit arsenal af medier

Det er virkelig et område, jeg burde vide mere om, men samtidig synes jeg, det virker helt uoverskueligt at blive klog på. Jeg går efter “lean over fat” eller helt uden ekstra fortynding og jeg laver aldrig lasur (heldt tyndt lag over et tykkere lag), undtagen den, man kan lave med scumbling, hvor det øverste lag også bliver gennemsigtigt, men ikke er fortyndet.

Jeg ferniserer ikke, men overvejer at begynde, for det er da smart, at det lag så kan fjernes om hundrede år, og så står farverne friske som nu.

____________

(English recap: In this post I write about my use of brushes and painting media. These are the two areas I feel I know less about, and in which my own technique seems a little indiscriminate. I use brushes for acrylic painting because they last longest when subjected to my rather reckless use for scumbling and scratching the paint into the support. But there may be a point to using the less soft real oil brushes. And to using more than just one for half a year until I realise it’s completely worn down…  I am still very much experimenting when it comes to brushes! In the beginning I never used any painting media, then I discovered it and had a bad habit of using too much. Now I use it when it is necessary because of time pressure, but strictly in a lean-over-fat-procedure.)

Udgivet i Oliemaling, Teknik | Skriv en kommentar

Olie: Siljan

Jeg vil lige præsentere mit største nye oliemaleri: Siljansøen med udsigt mod Leksand.

Gengivelsen er som altid mangelfuld. Men hvis man gerne vil se det i virkeligheden, kan man bare tage ud i læsesalen på Hadsund Bibliotek, der kommer det nemlig til at hænge i oktober!

Siljansøen

olie på lærred, 90×120

DSC05204

___________

(English recap: In this post I present the biggest of my newly painted oil paintings, which can be seen in real life in Hadsund Bibliotek this October)

Udgivet i Oliemaling, Udstilling | Skriv en kommentar

Min teknik I: Palet

Jeg har længe villet skrive et indlæg om min teknik, men hver gang jeg vil gå i gang, går det op for mig, hvor utroligt meget, der stadig er styret af ubevidste valg, vaner, og at der er så meget jeg endnu skal lære.

Men alligevel: her kommer første afsnit i en lille serie om, hvordan jeg maler lige nu.

Min palet

Min farvepalet er egentlig ret begrænset. Det har aldrig været svært for mig at se hvilke farver, jeg skal blande for at få den nuance frem, jeg vil have. I lang tid nøjedes jeg med de tre grundfarver og hvid og sort. Disse har jeg stadig på min palet, selvom jeg bruger sort ret sjældent og næsten altid blandet op med andre farver efter hvilken temperatur, den skal være.

Efterhånden blev jeg glad for jordfarverne, der giver mulighed for at tage nogle genveje til mere afdæmpede farver, og derudover gik det op for mig at selv de tre grundfarver har forskellige temperaturer. Jeg fandt ud af, at den lyse kadmium-røde jeg brugte var umulig at blande lilla med, særlig hvis jeg brugte en koboltblå eller preussisk blå til at blande med. Jeg fandt ud af, at en zinnober-rød (vermilion) var tilpas neutral generelt, men at jeg var nødt til at have to blå, en grønlig og en mere rødlig.

Udviklingen er (for nu) endt med, at jeg typisk har disse farver på min palet:

  • Titaniumhvid
  • Lys kadmiumgul
  • Gul okker
  • Brændt eller rå umbra (meget neutral, bruges især til at nedtone skarpe farver og varme den sorte)
  • Mørk zinnober-rød (vermilion)
  • Kinesisk blå (den grønlige blå)
  • Mørk ultramarineblå (den rødlige blå)
  • Elfenbenssort
DSC05181

Før-billede af palet og malekasse

Jeg kan faktisk rigtigt godt lide at have brændt sienna på paletten også, men jeg har brugt den, jeg havde, op, og har ikke fået købt en ny, og har faktisk klaret mig uden i ½ år nu.

Lilla er stadig svær at blande med med den neutrale røde. Normalt kan jeg få bikset noget sammen, der på afstand aflæses som lilla, men da jeg på et tidspunkt skulle male et maleri med mange gederams købte jeg to lilla på tube, så det kan altså være nødvendigt at skaffe ekstra til specifikke opgaver.

Jeg synes ikke, det er noget problem at skulle blande alle grønne nuancer. Hvis jeg valgte at have viridian grøn, som er standard i de fleste begynder-oliemaling-æsker, ville den stadig skulle blandes op hele tiden med alle de andre farver, fordi den er så klar, plastik-agtigt grøn. Jeg har tidligere brugt den til den slap op, og jeg savner den ikke lige nu.

DSC05182

Palet efter

Jeg blander mine farver på paletten, som man kan se. Hvid er der altid en stor klat af, den bruger jeg meget. Ellers varierer brugen af farver en del, og palettens udseende bagefter afspejler meget farverne i det maleri, jeg har været igang med, men for det meste får jeg brug for alle farverne i én eller anden blanding. Overskydende maling tørrer jeg af i en klud (gammelt iturevet dynebetræk for at være præcis 🙂 ).

Mærket jeg bruger, er artifex. Jeg blev engang ringet op af en mand der skældte mig ud for mine lave priser og desuden sagde, at jeg skulle bruge artifex ALTID. Jeg var ikke i nærheden af mine malerfarver og kunne ikke huske hvad de hed; jeg havde købt dem der lige på det tidspunkt var hos Rammen i Aalborg, og som jeg havde erfaret havde en god konsistens, ikke for klistret. Da jeg kom hjem til mine farver, opdagede jeg, at det var artifex.

Jeg har prøvet lidt andre også, og har også opdaget fordele ved mere tyggegummi-agtige varianter, men indtil videre holder jeg fast i artifex, som er dejligt bløde i konsistensen.

Selve paletten er palet-papir man kan købe i blokke. Papiret er coated så det ikke suger malingen til sig. Når jeg er færdig ruller jeg det sammen og smider det ud.

Og her er resultatet af dagens arbejde:

DSC05186

Her sidder resten af malingen.

Jeg ved ikke rigtigt, om det er færdigt endnu, jeg skal lige gå og kigge lidt på det…

__________

(English recap: the first in a series of posts about my technique. Many things still seem to be just old habits, so the series is not really an expression of pride, it is more like a status update from my studio. This first post is about my palette. The colours on the list are internationally recognizable pigment names I believe, except perhaps for the “elfenbenssort” which is ivory black.)

Udgivet i Oliemaling, Teknik | Skriv en kommentar