The Battle of Colour and Line

Jeg tror, jeg har internaliseret en meget gammel strid mellem linie og farveværdier.

Jeg har en stor kærlighed for jugendstilens smægtende, dekadente, snørklende linier som ofte er kombineret med en enkelhed, som den kommer til udtryk i Carl Larsson, John Bauer og Alphonse Mucha. Mucha har smukke støvede farver, men hans værker lever især i kraft af hans linje.

(Alphonse Mucha: Reverie)

Og så er der den fine, fine modellering af figurerne i Rembrandt, Van Dyck og Singer Sargent. Her realiseres en stærk fysisk tilstedeværelse i gennem fine gradueringer af lys/mørke.

(Van Dyck: Michel le Blon)

Jeg ved ikke, om der findes et sted midt imellem, der faktisk kan udgøre et grundlag for en harmonisk figurativ kunst.

Kan begge idealer realiseres i ét harmonisk kunstværk? Jeg tvivler. Eftersom den første lever af kontur, den anden af udviskningen af samme for at skabe form.

Ligenu føler jeg det som om jeg sætter mig mellem to stole. Svaret ligger vel i at finde det for mig signifikante ved det enkelte motiv og male det. Lige for tiden ser jeg bare dobbelt. Én vision i jugendstil, en anden i Sargent.

Dette indlæg blev udgivet i Alphonse Mucha, John Singer Sargent, Kunstfilosofi. Bogmærk permalinket.

Et svar til The Battle of Colour and Line

  1. Pingback: Akvarel, blæk, form, linje og en masse tanker | Akademiet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s