Venedig

1. Tilløb

Venedig hedder den lille klaustrofobiske by, der ligger sammenfoldet på nogle øer ud for Italiens nordlige østkyst. Denne by besøgte jeg i påsken.

Hovedparten ligger på øgruppe, der er formet som en fisk og er gennemhullet af kanaler.

Byen havde en stor magt i middelalderen, med korstog mod øst og indtagelse af flere kystområder langs middelhavet. Denne rigdom både i penge og inspiration har været afgørende for byens “ansigt”. Dette kan der skrives lange, indsigtsfulde bøger om. Dette er min korte version af, hvad jeg tror er en korrekt opfattelse. Med dette forbehold, kan jeg vist ikke blive anholdt af Venedig-fanatikere, vel?

Vi boede på et lille hotel i den nordlige del: Cannaregio – Opkaldt efter det italienske ord for rør/siv, da der oprindeligt var siv på denne del af øen. (Deraf også det engelsk ord “Cane sugar” for rørsukker, gætter jeg på – og nettet siger, jeg har ret 🙂 ) Det er også i denne del, man finder Den Jødiske Ghetto, hvor byens jøder var henvist til at bo.

Efter dette tilløb følger en (lang) vandring gennem min oplevelse af Venedig.

2. Rialto-broen

Gennem byen slanger sig Canale Grande, hvorover der går 3 broer, der begrænser floden af turister fra at flyde mere jævnt ud i byen. Den kendteste af disse er Rialto-broen:

Det er den ældste af de fire nuværende broer over Canale Grande. Broen er blev færdig i 1591.

Den er naturligvist stærkt overbefolket, men sådan er det jo, når nu mennesker ikke kan gå på vandet. Udover det, er det også en seværdighed, og man må tilkæmpe sig en plads med denne udsigt:

Det er såmænd også meget pænt. Men broen er lidt af en flaskehals. Udover denne bro er der to ret langt nordpå og en ret langt syd på og de er ikke så spekulære som denne. Rialto er lige der, hvor strømmen mod Markuspladsen, Venedigs “Petersplads” intensiveres. Og prøver man at undgå den og gå af andre mindre gyder over Canal Grande, ender de blindt. Med mindre man har en båd.

3. Andre broer

Der er ellers masser af broer i Venedig. Mange døre har hver sin/deres (kommentar vedrørende valget af pronomen her er velkommen) egne private bro over kanalerne.

Egen olieskitse: 
Kanal med aftenlys og San Giovanni Grisostomo til venstre. (olie på lærred, 30×40)

“Sukkenes Bro” (Ponte dei Sospiri) fra 1602 er nok den anden mest kendte bro i Venedig. Den førte fra dogepaladset over til fængselet. Broen fik sit navn af Lord Byron i det 19. århundrede udfra en forestilling om, at fangerne her fik det sidste glimt af smukke Venedig, før de førtes til deres mørke fængselsceller.

Blandt de andre mindre kendte findes “Brysternes Bro” (Ponte della tette), der er opkaldt efter sin lokation ved de prostitueredes “butiksvinduer”. Vi tjeckede den ud, og nu om dage er det kun navnet, der er tilbage.

Herunder ses “Den rækværkløse bro” (Der er kun to rækværkløse broer tilbage i Venedig.)

På mine egne skitser fra byen, er de uundgåelige broer også repræsenteret:

Aftenen falder på i Venedig
(blæk og akvarel på akvarelpapir, 32×24)

Lys og skygge er først fastlagt med blæk-laveringer, og derefter er farverne lagt på. Jeg synes, det gør arbejdet en del mere overskueligt. Tilsidst er de vigtigste linier i forgrunden trukket op med blæk igen, for at gøre perspektivet mellem forgrund/baggrund endnu mere tydeligt.

Kanal med blå himmel og rød bro.
(Olie på lærred, 40×50.)

Jeg kan godt lide det lidt kolde, diffuse lys på robåden til venstre, der lykkedes meget umiddelbart med få strøg.

4. Markuspladsen

Man kan ikke tage billeder af Markuspladsen. Det kan man vel aldrig med pladser, eller for den sags skyld nogetsomhelst, hvis man altså taler om oplevelsen af et sted. Men Markuspladsen understreger det, da den er indrammet med helt regelmæssige 3-etages bygninger på tre sider og Markuskirken på den fjerde. Og jeg ved egentlig ikke, hvor smukt det er. Måske er det lidt som at være omringet af tre store radiatorer. Men virkningsfuldt, det er det. Det er lidt for elegant arkitektur til at være fascistisk, men det minder nu lidt om en brigade, der står ret.

5. Markuskirken

Som det ses her på grundplanen og desuden af det øverste foto i foregående afsnit, ligger Markuskirken i den ene ende af Markuspladsen.

Her ligger den og ser ikke særligt høj ud, men gylden og venlig med kupler og runde former.

Dele af kirken er fra 4.-5. årh. Men det handler nu kun om to søjler, der er stjålet i Syrien. Resten af bygningen er ikke helt så gammel, men heller ikke helt ung. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1063 og indviet i 1094. Den har 5 kupler, græsk kors-formet grundplan (min yndlingsgrundplan – ja, sådan en har jeg!) og søjler bestilt fra Konstantinopel. Den kaldes et af de fineste eksempler på byzantinsk arkitektur.

En sjov historie er, at jeg faktisk malede kirken i 2009 uden at vide det. I mangel på forlæg søgte jeg på “venedig” og tænkte at der nok dukkede noget vand og lys op. Og det gjorde der. Der var fine muligheder for leg med spejlningen:

Venedig
(olie på lærred, 60×70)

Da jeg kom derned kunne jeg ikke finde motivet. Det eneste sted, der er vand helt op til kirken er bagved, og der er ingen facade. Det viser sig således, at ovenstående maleri afbilder en oversvømmelse, hvor Markuspladsen stod under vand ! 😀

Der var ikke så flot et lys, da vi så kirken, men jeg fandt et fint forlæg i gylden aftenbelysning på nettet:

Markuskirken i aftenlys
(olie på træ, 30×40)

Denne forgyldte mosaik i lunetten over porten yderst til højre i facaden er fra 1270.

Jeg synes, det er en sjov ide at afbilde kirken selv på kirken. Det er lidt som at spejle et spejl i et spejl.

Man måtte ikke tage billeder inde i den smukke kirke, og uanset hvor meget, jeg ønskede det, valgte jeg at bruge energien på at se bebrejdende på alle de andre turister, der gjorde det alligevel. Måske mest fordi jeg var misundelig. Her er et billede fra nettet.

Det er en af de smukkeste kirker, jeg har set.

6. Andre kirker i Venedig

Der er et utal af kirker i Venedig. Og man kommer sjældent på en afstand, der tillader at se det hele på engang. Flere af de store facader vender ud mod smalle gyder.

Denne facade gik jeg forbi et par gange den første aften, før jeg opdagede, at det var en kirke.

Kirken hedder San Giovanni Grisostomo og er fra ca. 1525. Dette billede er taget tæt presset op af muren på bygningen overfor.

Senere samme aften opdagede jeg dog, at kirken havde en campanile, der var mindre gemt af vejen end dens port.

San Giovanni Grisostomo er et typisk eksempel på en renæssance kirke ligesom San Felice fra omkring 1530:

Begge kirker ligger i Cannaregio. Jeg blev ret fascineret af de røde mures simple design, inddelt i store kvadratiske felter.

Barokkirker er der også mange af.

Et eksempel er San Salvador, hvis facade er fra 1660’erne.

Og San Moise med en ret vild facade fra 1668.

Begge disse kirke ligger i bydelen San Marco.

Denne kirke “Chiesa degli Scalzi” er simpelthen enorm. (i al fald facaden) Den er fra slutningen af 1700-tallet og er repræsentant for rokoko-stilen.

Santa Maria Della Salute ligger helt ud til Grand Canale og ses her fra en Vaporetto (bådbus)

San Barnaba fra bydelen Dorsoduro er fra 1700-tallet med en mere behersket klassicistisk facade.

Det samme gælder San Rocco i bydelen San Polo, der også er fra 1700-tallet.

Denne lille atypiske kirke San Giacometto er sandsynligvis Venedigs første kirke. Som den står nu er den kun ganske lidt ændret siden 1071.

7. Museo Correr

Museo Correr er et lille museum der ligger i den modsatte ende af Markuspladsen i forhold til Markuskirken.

Venedigs museer var ikke fyldt med guldperler for mig.

Dette portræt af en kvinde af Angelo Maccagnio fra 1475, har den fine blå baggrund, jeg så godt kan lide på portrætter og en fin papirsklip-klar profil.

Jeg husker den blå baggrund som mere grønlig end på denne gengivelse. Man måtte ikke selv tage billeder derind, så dette her er fra nettet.

Gentile Bellinis portræt af Doge Giovanni Mocenigo fra 1478 har også en fin linje og en smuk farvesætning. Næsten lidt jugenstil-agtigt.

Hvilket leder fint over til Gustav Klimt, som var på særudstilling på Museo Correr. Der var masser af fine malerier af ham, også udover det, man normalt ser. Dette kendte værk var også på udstillingen, og har fortjent at være kendt:

Klimt: Judith (1901)

Klimt laver en del ting, jeg ikke kan lide, men når han så rammer plet, så rammer han bare plet!

Der var også nogle ting af Franz Matsch, hans nære kollega, hvis malerier det er meget svært at finde reproduktioner af på nettet. Her er et eksempel, et portræt af kunstnerens søn fra 1907.

En anden kollega, Ernst Stöhr, har jeg også noteret i min lille notesbog. Måske møder jeg ham igen senere.

8. Dogepaladset

Ved siden af Markuskirken ligger Dogepaladset.

Dogen var leder for den Venetianske republik. Dogen blev faktisk valgt – af byens råd ganske vist. Derefter var han doge resten af livet.

Dogepaladset er en mystisk udseende firkantet bygning. Her ses den fra Canale Grande.

Paladset er bygget mellem det 14. og 15. årh., og får bl.a. sit mystiske udseende fra den “gennemhullede”, skrøbeligt udseende nederste del med søjlegang nederst og loggia ovenpå, hvorpå der hviler en massiv kasse. Det er ligesom ulogisk og naturstridigt. Det ses især i hjørnerne, hvor himlen ses gennem det “kniplingsværk” der synes at bære bygningen på mirakuløs vis.

Det minder lidt om Aros Kunstmuseum, der er en stor rødstens-kolods, der svæver på et glasparti.

Bare pænere efter min mening..

9. Galleria dell’Academie

Galleria dell’Accademie er vel nok byens “nationalmuseum”. Den sal man starter i, har dette imponerende loft:

Bestående af små englehoveder med guldvinger.

I denne sal fandt jeg Nicolo di Pietros lille figurmaleri af San Lorenzo. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det fine omhyggelige arbejde med at skabe et tredimensionelt ansigt og så guldfladerne.

Vittore Carpaccios “Presentazion di Gesú al tempio” fra 1510 har denne fine detalje med en lille koncentreret dreng der spiller lut:

Der er noget smukt og blødt i denne unge dames blik. Det er et portræt malet af Bernardino Licinio (1490-1565)

I Giambattista Tiepolos (1696-1770) store maleri “Castigo del Serpetti” fandt jeg denne smukke profil, der er malet med et meget dramatisk chiaroscuro.

Her er endnu en detalje fra et maleri. Her er det fødderne og kappen af en mand i nederste venstre hjørne i Tintorettos “Madonna col Bambino e i santi Cecilia, Marina, Cosma Damiano” fra 1585, som jeg godt kan lide. Det har noget at gøre med enkeltheden, tror jeg.

Som sagt væltede museerne i Venedig mig ikke omkuld. Måske er jeg bare ikke til de der store indviklede kompositioner, det er i al fald bemærkelsesværdigt, at det generelt er detaljer i malerierne, jeg har noteret mig.

10. Palazzi i Venedig.

Et typisk venetiansk palazzo har butik på nederste etage og desuden en vandindgang til modsatte side, til varer fra bådene. Herover (i Piano Nobile – den finere del) er en etage med en sal hvis placering angives af en loggia. På hver side af dette er placeret et antal enkelt-vinduer.

Her har jeg tegnet et eksempel på et typisk basis-palazzo, hvor der også er en tredie etage.

Fra en vaporetto (bådbus) på Canal Grande kan man se palazzi på rad og række med vand-portene nederst.

Ca’ d’Oro (1428-1430)

Ca’ d’Oro betyder “det gyldne hus”. Her boede en af de magtfuldeste familier i Venedig, Contarini. Det er et eksempel på venetiansk gotik, der er stærkt præget af den byzantinske stil. På wikipedia kaldes stilen en krydsning mellem en moske og en middelalderlig  kirke. Og det passer egentlig meget godt.

Her er et fint eksempel fra Cannaregio på den helt gennemførte stil, palazzo’erne kører, og samtidig den uregelmæssighed, der viser at folk stadig bor der…

11. Mønstre i Venedig

Det giver sig selv, at i en by med mange broer vil der også være en del rækværk (i al fald nu om dage – se rækværkløs bro i tidligere afsnit) Nogle af disse har smukke enkle mønstre. Jeg fandt bl.a. dette mønster, der kan tegnes uden at løfte pennen fra papiret.

Det samme gælder dette:

På en bro nær vores hotel flankeredes denne af to lodrette udgaver af den øverste krusedulle:

Fint mønster ikke? På samme måde kan der skabes en fin rytme og afveksling med et eneste mønster. God fidus.

Andetsteds fandt jeg dette fine vinduesgitter:

Den hører måske nok ikke rigtigt under “mønstre i Venedig” – men i min bearbejdning måske:

Blåregn (som lige var ved at springe ud, da vi var dernede)
Akvarel

Og endnu en hjemløs bemærkning, der ikke hører til i dette afsnit, men som dog handler om udsmykning. Glasset i lamperne har en fin lyselilla farve i Venedig, og det synes jeg er ret fint:

12. Extroitus

Det mest gribende ved Venedig var nok den stilhed, der sænker sig om aftenen, og det går op for en, at der ikke er nogen bilstøj. Det er en velsignelse for byen. Og så er det charmerende, hvordan vandet, et for mennesket uundværligt element, bliver den logiske transportvej. Grøntsagsbåde, politibåde, rust-både med kister etc.

Men byen ér klaustrofobisk. Ikke kun pga turisterne. Jeg savnede et Monte Pincio, hvor jeg kunne trække vejret. Og nu vi taler om vejret, var der også ret koldt.

Når jeg tænker på, at Sargent elskede Venedig, tænker jeg, at der må være noget, jeg har overset. Men måske er jeg bare en simpel nordbo, der gerne vil have lidt varme, når jeg er sydpå. Jeg tror, Venedig skal have en chance mere engang. Det er uanset hvad en ganske unik by. Jeg er bare ikke forelsket i den. Mon man skulle betale for den gondoltur næste gang?

P.S.
Nænsomme rettelser mht. kunsthistoriske og bare generelt historiske ting modtages gerne.

Dette indlæg blev udgivet i Akvarel, Kunsthistorie, Oliemaling, Rejser, tegning. Bogmærk permalinket.

2 svar til Venedig

  1. Pingback: Venedig | Julie Fredborg

  2. Pingback: Arkitektur fra rejser I (Introduktion og Nice) | Akademiet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s