Bach tanker I (essay)

429246Bachs musik er fantastisk at spille. Når man først kan den nogenlunde, er den skiftevis et maskineri og skønhed, alt efter behov. Man behøver ikke føle noget, ikke andet end følelsen af at køre i en bil, der kører virkeligt godt, men man kan også lægge hele verden ned i dette fuldendte tæppe.

Ikke desto mindre kan den være helt utroligt kedsommelig at øve. Nogle gange, når jeg sidder med noget fugerende, der bare skal øves igen og igen meget langsomt med den samme unaturlige fingersætning, for at det i sidste ende kan blive naturligt nok til at blive sat op i tempo, så vandrer mine tanker. For det meste ud i ganske ligegyldige ting – men måske alligevel ganske vigtige, for det virker til at være en slags mønstre, min hjerne tager og som den bare ville lave om natten eller på mere forstyrrende tidspunkter i løbet af dagen, hvis ikke under Bach.

Jeg tror faktisk ikke, jeg lærer så meget, når jeg fjerner mig så meget fra mine hænder, mens de lærer, men måske er det alligevel en vigtig proces, om ikke for mit klaverspil, så for mig. (De to ting kan sikkert godt skilles ad til en vis grad, måske til glæde for begge, men indtil videre er det ikke et projekt, jeg har på tegnebrættet. Det lyder måske også som et frygteligt projekt, men jeg tror faktisk ikke, at et godt flow af følelser over i noget så teknisk som klaverspil kan foregå, (for mit vedkommende) før jeg bliver bedre til at kontrollere deres samspil. Det er et paradoks, der ikke gælder min malerkunst i samme omfang, da for stor bevidsthed i den proces nogle gange gør mig så nervøs, at modet forsvinder. Det kan være et tegn på, at jeg har mere talent for at male end at spille klaver, men det kan også være forskel i ideal og kunstform. Det kan også bare være mig, der er indrettet på den måde.)

I dag var det tanker om min “miskendthed” som kunstner, der dukkede op, ansporet af kunder, der ikke helt brød sig om min stil, hvilket jo er noget, enhver butik har. Men jeg er meget lidt en butik indeni. Dog tænker jeg temmelig sort/hvidt, hvis jeg får lov.

Først tænkte jeg, at jeg måske skulle begynde at nægte at sælge, blot for at folk skulle gå glip af noget, der var bedre, end offentligheden fortjente. Det er min bedste chance for at blive dyr og anerkendt, tænkte jeg. At dø uden anerkendelse. Men i så fald har man vel indrømmet, at man ikke er dygtig nok til at en universel lov må drage folk i retning af en kvalitet, der uagtet smag må mane til beundring?

Så min næste tanke var, at jeg måtte blive så dygtig, at selv de, der foretrækker moderne konceptkunst, måtte indrømme mig kvalitet, og mine malerier ikke kunne undgå logisk set  at være mange penge og megen anerkendelse værd. Men ville det ikke være et udtryk for, at jeg ikke har nok “ild” at komme med, og derfor må være dygtig, så jeg kan “forsvare mig” på den måde?

Her begyndte jeg at spille så mange fejl, at jeg enten måtte koncentrere mig om klaverspillet eller gå fra det. Det er som regel det, der sker.

Det korte af det lange er nok, at en kunstner får (ligesom enhver anden erhvervsgruppe) knubs undervejs. Hvis ikke jeg kan klare disse knubs, er det sandsynligvis ikke nødvendigvis kvaliteten af min kunst, der er afgørende, men fordi jeg som person tager mig det for nært. Måske kan det blive for vigtigt? Måske vil jeg hellere have knubs for at være en dum lærer af og til, for det er alligevel noget, jeg har et fornuftspræget, pragmatisk forhold til, end for min kunst?

Jeg tror, nogle mener/føler, at de netop kan klare flere knubs, når det angår noget, de virkeligt brænder for, og at hvis man ikke kan, så er det fordi man ikke vil nok. Men nogle gange overvejer jeg, om ikke det er omvendt, eller kan være det, for mig.

Fødder og øje

Dette indlæg blev udgivet i Kunstfilosofi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s