Bach tanker II

429246

Eller, for at være helt ærligt Bach+Dansk folkevisemelodi+Joh. Schop+Strassburg-1525-tanker. Jeg er nemlig ved at øve prima vista koralspil også, og det skal også gå pænt langsomt (endnu) for at være sikker på størst mulig egalitet i alle stemmer/bedst mulig fingersætning, så der er også god tid til en tanke eller to! Så efter en gigue af Bach fortsatte tankestrømmen uforstyrret under “Den lyse dag forgangen er”, “Den klare sol går ned”, og “Den kristne kirkes skønne navn”.

Kritik. Og i denne sammenhæng tænker jeg særligt på den kritik, jeg modtager som kunstner. Hvordan skal den tages? Hvorfor føler man(jeg) sig så forulempet af noget så nødvendigt som at få og kunne tage kritik? Der er ingen tvivl om, at det er et handicap ikke  at kunne tage imod kritik, og det er med skam og modvilligt, at jeg indrømmer, at det er svært for mig. Og det er nu heller ikke rimeligt, at jeg ikke er god til det, for jeg gør mit bedste, men: Kan noget så nødvendigt og evt. berettiget og ofte gavnligt virkelig føles så forkert?

Jeg tror desværre svaret er ja. Jeg har været udsat for kritik hele min skolegang – ja hele mit liv naturligvis, men den der har slået hårdest har været, når jeg prøvede at lære, og gjorde mit bedste og STADIG fik kritik. Og er det da ikke sådan man lærer? Jo – og jeg indrømmer som sagt kun modvilligt, at jeg er dårlig til at tage kritik, for jeg HAR jo gjort det. Gang på gang på gang og lært usandsynligt meget af det. Jeg burde få en medalje for ikke at være så dårlig til det udadtil, som jeg er indadtil. Ofte får jeg jo tygget på kritikken og lever med den/på den/henover den. Men jeg skal som regel simre i frustrerende lang tid, før jeg får noget positivt ud af den.

Jeg overvejede, (under “Den lyse dag forgangen er”) om det er, fordi jeg på forhånd er (for) hård ved mig selv. Og det er det givetvis – men hvis jeg slækker på denne selvkritik, som viser mig vejen frem til mit mål med et maleri, for at blive bedre til at modtage andres kritik, bringer det mig så i den retning, jeg vil?

Hvis jeg slækker på min selvkritik – når jeg så derhen, hvor jeg vil? Mens jeg spillede de to sidste koraler, blev jeg overbevist om, at der ikke fandtes nogen udvej. At jeg måtte følge min egen selvkritik og på mystisk vis OGSÅ kunne optage andres kritik positivt. Jeg tror ikke på, at det at modtage kritik kan øves til problemløshed, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne slække på selvkritikken.

Nu, efter lidt tanker, bare sådan over computeren, vil jeg gerne svare: Hvis jeg slækker på min selvkritik – når jeg så derhen, hvor jeg vil?

Ja, det tror jeg. Fordi der bliver mere plads af det, tror jeg. Til andres kritik, til at glæde sig over et imidlertidigt mål; en god skitse, en fin streg, et levende strøg… Jeg kan altid skrue op for ambitionerne igen. Så længe jeg elsker [det, jeg synes er] skønhed så højt, så er dét ikke problemet.

Når det så er sagt, så ved jeg stadig ikke, hvordan man gør det.

DSC01065

Dette indlæg blev udgivet i Kunstfilosofi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s