Det gamle Egypten

Intro

I de seneste par uger har jeg læst bogen “The Art of Ancient Egypt” af Gay Robins. Jeg har skrevet ca. 30 sider noter til, som jeg altid gør til de kunsthistoriske bøger, jeg læser (ikke biografier).  For et par år siden læste jeg desuden den lille introduktion “Egypt Art” af Rose Marie og Rainer Hagen, der er en slags lille “best of”-samling, som gav mig lyst til at se mere, og ønske mig Gay Robins’ bog, som jeg så fik sidste jul.

Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg skulle lade mine studier komme til udtryk her. I stedet for at publicere de 30 sider eller koge dem yderligere ned til 300 ord, vil jeg efter en kort introduktion lade mine tegninger efter bøgernes illustrationer være hovedindholdet, ligesom ved mine studier af hulemalerier.

Mon ikke jeg på den måde får berørt nogle af de vigtigste ting, ellers kan jeg måske redde lidt af det i et afsluttende afsnit.

Det gamle Egypten

Det gamle Egypten strækker sig over ca. 3000 år, der holdes sammen af en overraskende enhed i kunsten, pga. enheden i det verdensbillede, Egypten dyrkede: at Egypten var orden (en orden, som kongen, udpeget af guderne og i stadig dialog med disse, gennem sin administration opretholdt) i kontrast til fjendernes kaos. Egypten var frugtbare marker i en gold ørken.

De følgende mesterværkkopier præsenteres kronologisk, så man kan udlede en tidslinje heraf. De 3000 år inddeles typisk i det gamle, mellemste og nye rige og en række perioder omkring dem. Bøgerne er faktisk lidt uenige om inddelingen, og jeg har brugt årstallene fra “Egypt Art”, da den havde en overskuelig tidslinje i indledningen.

Mesterværkkopier

7000 – 3000 f.kr.: Præ-dynastisk periode

Egypterne begyndte at bosætte sig på Nilens bredder, opdrætte dyr og dyrke jorden. Der opstod bycentre med kontrol over det omliggende område, der opstod social klasse-inddeling og efterhånden spredte sydens kulturliv sig nordpå indtil hele Egypten delte kultur.

Den kultur, der var fremherskende i Egypten i denne periode, har fået navnet Naqada, og tallet afgør, hvilken periode indenfor denne kultur, kunsten er frembragt i.

Figurer fra vægdekoration i Hierakonpolis. Naqada II-III

Egypten1

Disse små figurer er så fine. Ulig den senere egyptiske kunst er disse figurer ikke inddelt i “registre”, men strøet mere frit udover billedfladen.

Figurer fra sminke-palet af skifer fra Hierakonpolis. Naqada III

Egypten2

Et typisk kunst-objekt fra Naqada-tiden er øjen-sminke-paletter til den rituelle maling af øjnene.

Denne figur har faktisk noget keltisk/vikingeagtig over sig og viser en elegant dekorativ sans, som jeg ellers ikke finder så ofte i den ret stive, monumentale egyptiske kunst.

3032-2707 f.kr.: Tidlig dynastisk periode (1. og 2. dynasti) 

Øvre og Nedre Egypten forenes. Memphis bliver hovedstad.

Serekh fra en limstensstele fra Abydos tilhørende Faraoen Wadj. 1. dynasti

Egypten3

En serekh indeholder faraoens Horus-titel.

Horus var søn af Osiris. Osiris blev ifølge mytologien dræbt af guden Seth. Hans kone (og søster) Isis fik derefter sønnen Horus med Osiris, og Horus hævnede sin far, og Osiris genopstod desuden. Han rejser nu over himmelen hver dag og ned i underverdenen hver aften og genopstår næste morgen. Osiris er underverdenens gudinde og repræsenterer til gengæld genfødsel og dermed jordens frugtbarhed, når den fornyet og fyldt af væde og mineraler fra Nilens oversvømmelser igen spirer med korn. Han gengives ofte blå, Nilens farve.

Man mente, at faraoen var Horus’ søn, og en af hans titler var et særlig Horus-navn, der blev skrevet i en slags kartouche (serekh) som den, jeg har kopieret herover, med en falk (en af Horus’ skikkelser) siddende ovenpå, og en “paladsfacade” med nicher nederst, der symboliserede kongens palads, og midt i en hieroglyf der var kongens Horus-titel. (her slangen, hvis fine, opmærksomme position netop fangede mig, sammen med den enkle, effektive tegning af falken).

Bemærk at den “opmærksomme slange” går igen senere i hieroglyffer, og et den lyd, den henviser til “wadj” også indgår i gudindens Wedjat/Wadjets navn, som netop ofte ses som slange. (Mere om hende senere)

Serekh fra ibenholt-træstykke tilhørende Kong Den. 1. dynasti.

Egypten4

Endnu mere effektiv, stiliseret falk, som jeg synes, er et fint lille emblem.

2707 – 2170 f.kr. Det gamle Rige. 3. – 8. dynasti.

De store pyramider og sfinksen ved Giza skabtes i denne periode. Kunsten har et roligt udtryk af optimisme.

Detalje fra frise med gæs i grav ved Meidum. ca. 2600 f.kr. Det gamle Rige.Egypten30

Frisen med gæs fra Meidum er meget kendt og meget fin. Det er utroligt, at en kunst, der generelt er så urealistisk og stiv som det gamle Egyptens tydeligvist ikke skyldes manglende evner til at observere og gengive natur og det endda elegant og enkelt. Det peger på det, som bøgerne også siger igen og igen: egypterne prøvede ikke at opnå den kunst, vi senere har fået. De stod ikke og gjorde sig umage for engang at blive ligeså “dygtige” som os – de var det, og valgte en anden stil i de store monumentale kunst, fordi den udtrykte det, de (eller herskerne i al fald) havde brug for at udtrykke; streng orden og hierarki.

Eksempel på procession med hjælpelinjer. Fra Akhetoteps grav ved Saqqara. Det gamle Rige

Egypten5

Det er et ret dårlig, upræcist eksempel (i min gengivelse), men her ses altså hvorledes, kunstnerne brugte hjælpelinier til at få processioner til at se ordentlige ud. Senere begyndte man at skabe et gitter af både horisontale og vertikale linjer, hvor stående og siddende figurer altid udfyldte samme antal rektangler.

ca. 2170 – ca. 2020 f.kr.: 1. mellemperiode. (9. – 10. dynasti)

Egypten splittes i nord og syd og styres fra henholdsvis Memphis og Theben.

Fra denne periode har jeg faktisk ikke kopieret noget. Men derfor skal man da vide, den findes alligevel…

Bogen “The Art of Ancient Egypt” understregede gang på gang, at der stadig fandtes god kunst i disse nedgangstider. Men den var åbenbart ikke god nok til mig 🙂

2119 – 1793 f.kr.: Det mellemste Rige: (11. – 12. dynasti)

Øvre og Nedre Egypten genforenes. Egypten ekspanderer og en ny guldalder opstår. Theben er hovedstad. Der bliver større interesse i Osiris og underverdenen. Der bliver et marked blandt private borgere, der resulterer i noget svingende kvalitet i kunsten.

Detaljer fra malet i kiste cedertræ. 12. dynasti.

Egypten6Egypten7

En fin enkelhed og samtidig nøjagtighed i gengivelsen af ænderne finder jeg igen i denne frise. Den siddende figur genfinder man i hieroglyffer. Det viser, hvorledes hieroglyffer og billeder for egypterne var af samme stof. De betød og var det, de afbildede/henviste til på magisk vis og blandedes gerne sammen.

Wedjat-øjne og fugl fra kiste. 12. dynasti 

Egypten8 Egypten9

Ud for den afdødes øjne malede man på kisten et par øjne. Det stiliserede par øjne kaldes wedjat-øjne. Wedjat var en af de ældste egyptiske gudinder og Nedre Egyptens beskyttende gudinde. Hun identificeredes også med en kobra, som man ofte ser forrest på faraoers krone og som kaldes uraeus. Nedre Egyptens krone er for øvrigt en hvid nissehue-agtig hovedbækldning. Nedre Egyptens krone er rød med en slags krusedulle. I faraoens krone forenes disse til en rød hat med en hvid nissehue indeni og en rød krusedulle udad:

egyptian-upper-lower-double-crowns-symbols

(billede fra nettet)

Øvre Egyptens gudinde, Nekhbet, kunne have skikkelse af en grib. Ved hver kroning af en ny farao foretagedes et ritual hvor de to kroner forenedes. Dualisme var et grundlæggende begreb for egypterne i stort set alt hvad de gjorde og troede på.

Wedjat-øjne fra kiste. 12.-13. dynasti

Egypten13

Endnu et par wedjat-øjne. Interessant er de naturalistisk gengivne røde områder i øjnenes kanter, forenet med en kraftig stilisering. Endnu engang beundrer jeg det smukke emblem, øjnene udgør.

1794 – 1550 f.kr.: 2. mellemperiode. (13.-17. dynasti)

Hyksos – asiatisk folk – tager magt i nord, mens Egyptiske konger styrer Øvre Egypten fra Theben.

Tegning/hieroglyf fra stele for Wepwawtemsaf ved Abydos. 13. dynasti.

Egypten27

Jeg tror faktisk denne lille bitte fugl er en hieroglyf, og det er et eksempel på, at det er egypternes symboler, jeg godt kan lide, fremfor deres store fornemme relieffer.

Og så synes jeg for øvrigt Wepwawtemsaf er for vildt et navn.

1550 – 1069 f.kr: Det nye Rige. (18. – 20. dynasti)

Egypten samles igen og ekspanderer. Kongernes Dal med grave udhuggede i klippen er fra denne periode. Det samme er flere kendte farao’er såsom Hatshepsut (kvinde), Amenhotep den III (med dronning Tiye, som efter sigende var et love-match, hun var egentlig ikke af fin byrd, alligevel blev hun hans første kone, og han byggede templer til hende) Akhenaten (der forsøgte at indfører monoteisme og var gift med dronningen Nefertiti) og en lang række Ramses’er. I 19. dynasti fik præsteskabet så meget magt, at den centrale magt bryder sammen.

Detaljer fra udsmykning af Amenhotep den IIs grav. 18. dynasti

Egypten12

Her er det endnu engang i de små detaljer fra en større udsmykning, jeg har fundet mine yndlingsfigurer. Jeg er ret vild med, hvorledes gudinden med løvehoved yderst til venstre er så simpel og alligevel er det tydeligt at hun er kvinde, har nemes-hovedbeklædning (en guddommeligt/kongelig beklædning, der oftest var gul og blå stribet og falder nedad nakken men med to “vimpler” ned på hver skulder. Ses f.eks. i sfinksen.) og har et løvehoved. Jeg gætter på, at det er Bastet eller Sekhmet, to gudinder, der kunne have løvehoved. (Bastet dog senere mest set som kat. Hun er en venlig gud, hvorimod Sekhmet var en krigsgudinde, der også bragte sygdom og ødelæggelse og måtte formildes med gaver.) Hun holder desuden et ankh-tegn og et was-scepter. Ankh betyder livskraft og was-sceptret betegner overmagt.

Her kan man også se, hvorledes mændene (som guden med katteører i midten) blev gengivet med dynamisk skrævende ben, og kvindende med benene sammen, som gudinden til venstre.

Til højre ses Osiris, med to store fjer på hovedet og guddommeligt skæg, siddende, beskyttet af en slange.

Disse tegninger appellerer måske mest til mig, fordi de er så nuttede. Men jeg synes altså også de er meget effektivt tegnede.

Dronning Nefertiti, ca. 1340 f.kr., 18. dynasti.

Egypten28

Det er bare en af de smukkeste buster, der findes. Den er helt igennem smuk og elegant.

Nefertiti var Akhenatens dronning. Akhenaten var en kontroversiel konge. Han blev født Amenhotep den IV., men forsøgte at revolutionere religionen fra polyteisme til monoteisme, med solen som eneste gud (Aten) og politisk med sig selv som eneste bånd til Aten. Han skiftede i den sammenhæng navn til Akhenaten og flyttede hovedstaden til Amarna.

Nefertiti er rigtigt ofte med i hans billeder, og der findes endda billeder af de to forældre, der leger med deres børn. Stilen er generelt meget manieristisk, Akhenaten selv gengives næsten kvindelig i sine former, men i denne buste har man ramt en æstetik, der stemmer fuldstændig overens med vores vestlige verdens idag.

Efter Akhenaten var borte, blev hans navn slettet og polyteismen genopført.

Anubis, detalje fra maleri i Tutankhamons grav i Kongernes Dal, 18. dynasti

Egypten10

Tutankhamon var egentlig ikke en specielt vigtig farao. Han døde meget ung og blev begravet som hovsa-løsning i en lille grav, da han ikke havde nået at bygge et større kompleks.

Ikke desto mindre blev han pludselig meget vigtig, da man i 1922 opdagede hans trodsalt rigt udstyrede grav – urørt.

Anubis herover var en vigtig grav-gud. Han kan tage form som menneske med sjakal-hoved eller som sjakal. Han var de dødes beskytter og var i sær forbundet med mumificeringen. Her står han med ankh-tegnet.

Figurer fra Sennedjems grav. 19. dynasti.

Egypten11

Fine knælende figurer.

Knælende figur fra votiv-stele fra Deir el-Medina. 19. dynasti

Egypten16

Endnu en fin figur. Jeg kan godt lide den måde, figuren på harmonisk, dekorativ vis udfylder en rektangulær flade.

1070 – 714 f.kr.: 3. mellemperiode. (21. – 23. dynasti)

Ustabilitet. Der er flere invasioner fra Libyen, og hovedstaden flytter rundt.

Motiv fra ankelring fra Farao Psusennes den Is grav ved Tanis. 21. dynasti.

Egypten17

Skarabæen som her ses i midten ansås for at være guddommelig, idet den “skabte sig selv” i pubben. Desuden mente man, at den skubbede soldisken over himmelen hver dag. Her er der desuden en kobra på hver side af en fiske-lignende hieroglyf og en sol-disk over skarabæens hoved. Alle figurer har en betydning og er samtidig dekorative.

715 – 335 f.kr.: Den sene periode. (24.-31. dynasti)

Libyske, Nubiske og Persiske herskere regerer i Egypten.

Hieroglyffer fra stele. 26. dynasti

Egypten14

Er de ikke bare fine? Jeg ææælsker hieroglyffer. Jeg tror, jeg skal have købt mig nogle papyri. Jeg synes slange-hieroglyffen ude mod højre er så fin, og det er sjovt at genkende f.eks. farao-kronen lige før den, fugle-hieroglyffen, og den mandelignende figur ude til venstre.

Hieroglyfferne blev opfundet omkring da Øvre og Nedre Egypten forenes. De starter som små tegninger af det, de henviser til (semantisk) men bliver efterhånden mere stiliserede, og billederne henviser til lyde (fonetisk) da der bliver brug for at kunne kommunikere mere komplicerede ting efterhånden som Egypten forenes og administrationen af det store rige griber om sig.

Ra-Horakhty. Afbildet på gravstele. 26. dynasti.

Egypten15

Ra-Horakhty var en form af sol-guden. Han gengives med falkehoved og en sol-disk overhovedet. Her er soldisken desuden med uraeus (kobra), og han står med ankh-tegn og was-scepter.

Uddrag fra register på gravstele. Horus’ fire sønner, Isis og Osiris. 26. dynasti.

Egypten20

Yderst til højre ses mumificeret Osiris med dobbeltkrone og was-scepter. Bagved ham står Isis, hans kone/søster, der sørgede over ham og fik sønnen Horus med ham. Hun har en stiliseret trone på hovedet. Det er hendes tegn. Bag hende står Horus’ fire sønner, der typisk afbildedes i forbindelse med grav-dekoration, ovenpå to lotus-blomster. Jeg kan godt lide de let svungne streger, der angiver figurernes kropsform.

Kattestatue af gudinden Bastet, efter 600 f.kr. Den sene tid.

Egypten29

335-30 f.kr.: Ptolemæisk periode.

Aleksander den Store overtager magten, og hans general Ptolemaios grundlægger en ny herskende slægt, der slutter med, at Kleopatra den 7. som sidste ptolemæiske hersker begår selvmord efter at have tabt til Augustus.

Mange store templer stammer fra denne periode.

Figurer fra Horus-stele. 30. dynasti eller ptolemæisk periode

Egypten22Egypten21 Egypten23 Egypten24

Endnu engang er det de små tændstikmennesker, der har fanget min opmærksomhed, både herover og herunder.

Små figurer fra udsmykket papyrus med “De Dødes Bog”. Ptolemæisk periode.

Egypten18Egypten19

Outro

Osiris, Isis, Hathor (grav-gudinde med ko-hoved), Anubis, Horus, Wedjat, Nekhbet, Sekhmet, Ra, Bastet og mange flere. Egypten har mange guder. Det er godt at kende lidt til dem og deres forskellige former, synes jeg, men det ville kræve et par år at få styr på dem… Det gør det ikke lettere, at de nogle gange overlapper. F.eks. er der mange udgaver af Ra (Aten, Ra-Horakhty etc.) og Bastet og Sekhmet overlapper, Wedjat kaldes nogle gange Uto, nogle gange Wadjet etc.

Der er en del klassiske gravmotiver, som f.eks. den afdøde foran et bord med offergaver, jeg ikke er kommet ind på. Det skyldes nok, at jeg ikke har kopieret relieffer, som jo ellers er en egyptisk kerne-kompetence. De udførte det i hævet relief indenfor, og i hul-relief udenfor, fordi solens lys gjorde denne teknik meget effektivt. De var smarte, egypterne.

Hvis man skal huske nogle farao’er er det vel Djoser (trinpyramiden) og evt. Keops, Khafra og Khufu med de glatte pyramider fra Det gamle Rige, Hatshepsut, den kvindelige farao, Akhenaten med Nefertiti, og så var det vist Ramses den III der regerede i 66 år og byggede mere end nogen anden. Der er også en del sjove navne, man kan øve sig i at udtale, hvis man vil.

Helligt skæg, Nemes-hovedbeklædning, uraeus, was-scepter, ankh-tegn, serekh, dobbeltkronen, sema tawy (sammenbinging af en lotus og en papyrus, der symboliserede øvre og nedre Egypten) aten (soldisken), wedjat-øjne, skarabæen, kobraen, sjakalen, gribben, falken… så har jeg opsummeret lidt af de vigtigste symboler fra Egyptens kunst. De sidste hører i virkeligheden til sammen med viden om guderne, men det er nok ikke så mærkeligt, at det er svært at skille ad, for Egyptens kunst var religiøs.

Og husk nu: Øvre Egypten er syd-Egypten og Nedre Egypten er nord-egypten. For sådan så det ud for egypterne.

Hvad mangler jeg så? Jo, jeg mangler at skrive, at jeg faktisk ikke er så vild med den monumentale egyptiske kunst. Den er ganske givet imponerende og det er interessant nok at læse om. Men jeg falder for de små nuttede figurer i friser, dekorativt fyld i hjørner, ja faktisk falder jeg allermest for hieroglyfferne.

Når det er sagt, må nogen gerne sponsorere en tur til både pyramiderne og kongernes dal (der ligger temmeligt langt fra hinanden – husk det, før I rejser), og man bliver grebet af den egyptiske ordens-fanatisme, som gennemsyrer teknik og kunstneriske valg. Egyptisk kunst vil ikke vise, hvad øjet kan se, men hvad det sete betyder.

Dette indlæg blev udgivet i Kunsthistorie, Mesterværkkopi. Bogmærk permalinket.

2 svar til Det gamle Egypten

  1. Pingback: Hieroglyffer | Akademiet

  2. Pingback: Græsk Kunst | Akademiet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s