Tosset vindue på Østerbro

Sikke stille jeg har været. Nu skal det jo ikke udvikle sig til den rene mommy-blog eller noget, men jeg kan da nævne ordet baby og tænder i samme sætning, og så kan dem, der vil, forestille sig resten og dem, der ikke vil, kan jo lade være og glæde sig til, at sætningen lige straks er ovre.

Jeg var i mit atelier på Østerbro idag for at male olie, og i den forbindelse kastede jeg pludselige blikket op på en bygning, jeg ikke rigtigt har bemærket før og så til min fornøjelse dette tossede vindue:

DSC00446 DSC00445

”Glacisgaarden” er fra 1904 opført af Aage Langeland-Mathiesen og fredet på grund af “dets karakteristiske, ornamenterede facader med halvovale frontispicer, dekorative smedejernsaltaner og indgangsdør med svunget overvindue” og fordi det således er “et af Københavns få huse i Jugendstil og derfor indtager en væsentlig plads i såvel dansk arkitekturhistorie som blandt Østerbros etageboligbebyggelse.” (https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=3102660)

Det tossede midtervindue nævnes slet ikke, selvom jeg synes det er det eneste rigtigt spektakulære ved bygningen. Det virker på mange modsatrettede måder på mig:

1. opfindsomt – “Det her hus trænger til lidt spræl. Hvis nu man tog et firkantet vindue og snød lidt…”

2. uopfindsomt – “der var lige en plads, der skulle udfyldes, og jeg kunne ikke lige finde på noget pynt, så jeg strakte et firkantet vindue i hjørnerne, indtil det passede…”

3. upraktisk, stædigt tro overfor idéen – “Hmm. Det er jo egentlig ikke rigtigt pænt, og det blever dyrt i specialfremstillede ruder… men det er bare sådan en sjov idé!”

4. praktisk, logisk – “jaja, man kunne da godt have brugt et firkantet vindue ligesom alle andre, og så have smidt nogle nybarokke “ører” på for at fylde ud. Men altså, et vindue, der både er vindue og udsmykning, dét er da smart!”

5. meningsløst – “Det kan da godt være, at det ikke er rigtigt pænt…”

6. meningsfyldt – “…Men det er sjovt.”

Det befinder sig i et krydsfelt i mellem det smarte og det usmarte, det praktisk-orienterede og det konceptuelle. Og det er faktisk meget underholdende.

_________

(English recap: On my way home from my studio on Østerbro, Copenhagen, I suddenly discovered this funny window in the building “Glacisgaarden”, designed by Aage Langeland-Matthiesen in 1904. It is an interesting blend of practical: filling out the space with an element which would be there anyway, and unpractical: doing it by distorting a normally (and for practical reasons so) square thing into being very much not square. It appeals to my sense of humour.)

Dette indlæg blev udgivet i Arkitektur, Detaljer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s