Romersk Kunst

Introduktion

Jeg har aldrig rigtigt fattet romersk kunst. Efter tre bøger om emnet forstår jeg ikke så meget mere – men nu ved jeg hvorfor! Særligt den sidste bog, jeg købte om emnet “Roman Art” af Paul Zanker, gjorde to ting klart:

1. Den romerske kunst er i høj grad en nærmest postmoderne, komposit størrelse: Romersk Grækenland-begejstring.

2. Dilemma: Ønsker man at anskue romersk kunst som en national kunst, eller som en (international) stil, et for magthaverne anvendeligt billed-system, omend med de vigtigste impulser fra Rom?

Zanker mener, man bør gøre det sidste, og mener desuden, at man ikke bør “viske” de romerske kopier: de er en essentiel del af den romerske kunst.

Jeg synes, Zankers tilgang er den rigtige, men jeg kunne godt tænke mig mindre fokus på sociale og politiske omstændigheder og mere fokus på det formelle, for selvom det er en pointe, at romersk kunst er gennemsyret af netop disse to ting, så HAR den jo også form, ikke kun “besked”. Måske synes forskerne først, at den romerske kunst er interessant, når den ses med indhold, fordi den er så glad for kopier. I så fald er det slet ikke sikkert, at romersk kunst er noget for mig. Men jeg har dog fundet et par interessante ting…

Endnu engang har jeg bygget mit indlæg kronologisk op og illustreret med mine egne kopier/tegninger efter romerske værker. Det har været lidt svært at finde en rød tråd, da jeg ikke har været så inspireret af den romerske kunst. Derfor bliver det til introduktioner til tre hovedperioder i romersk kunst og lidt sniksnak om de detaljer, jeg har tegnet efter.

Den sene republik (omkring 200 f.kr. til 31 f.kr.)

Udvikling og karakteristika i den romerske billedverden i den sene republik var drevet af to hovedfaktorer: Roms assimilation af græsk kultur og det konkurrenceprægede sociale og politiske klima.

Selvom romerne selv daterede Roms grundlæggelse til 21. april 753 f.kr. og republikkens grundlæggelse til 510 f.kr., da den etruskiske konge sattes af, starter den romerske kunsts historie for alvor med imperium Romanums formation, hvor Grækenland erobres i slutningen af 3. årh. f.kr. og 2. årh. f.kr. Kunst-krigsbyttet blev brugt til udsmykning. Således blev templerne til “showrooms” for græsk kunst. Her blev de beundret og brugt som modeller for ny kunst.

En skelnen mellem otium (fritid) og negotium (ikke-fritid) opstod i eliten: man måtte udfylde sine forpligtelser som politiker, sagfører og patronus, men til gengæld nyde otium, når der ikke var arbejde. Den nye fritid blev fyldt med græsk kultur, og udover hverdagslivet havde man nu fritiden, som var fyldt med græske “hobbyer”: middage, konversationer med venner, spil og bad i private bade.

Udvidelsen af imperiet førte til stor rigdom til overklassen og middelklassen, som skulle vises frem. Et stort kreativt potentiale blev frigivet ved denne atmosfære af konkurrence, kombineret med indvielse i den hellenistiske verden. Nu brugte man formsproget fra de store hellenistiske konger, bl.a. “heroisk nøgenhed”. Selvom romerne hadede konger brugte de rask væk deres formsprog, der kunne udtrykke heroiske kvaliteter.  De havde ingen hæmninger i forhold til valg af og kombination af billeder.

I denne dynamiske periode skete også en udvikling af “realistisk portræt”, en karakterisk romersk genre. De konkurrerende senatorer ville udstille sig som unikke individder.

Pompey, portrætbuste fra ca. 55 f.kr.

SCAN0208 - version 2

De romerske portrætbuster er noget af det mest fascinerende, synes jeg – her finder man, hvad der ligner rigtige, levende mennesker. Det er dog også noget af det mest krævende at tegne efter, da det kræver præcision á la den en rigtigt portræt kræver. Denne tegning repræsenterer således alle de mange buster, jeg har fundet fascinerende gennem mine studier.

Pompey var så uheldig at være i triumvirat med Cæsar, der vandt hele Romerriget for sig selv.

Det romerske maleri, som især er repræsenteret ved vægmalerier, er arvtager efter det græske maleri. Det græske maleri var baseret på illusionisme og naturalisme og dette træk overtog det romerske maleri.

Det romerske maleri inddeles i 4 stilarter, særligt baseret på malerierne i Pompeii og på Vitruvius’ beskrivelse af maleriets historie.

Den første stil, fra ca. 200-100 f.kr. var nærmest blot en italiensk version af den hellenistiske kunst. Her er murværk “oversat” til maleri og murværkets rytme imiteres i maleriet, hvor farver angiver forskellige materialer i urealistisk stærk polykromi, gul, rød og sort.

I Romerriget er der en mere eksperimentel tilgang end i Øst. Der tilføres pilastre/halvsøjle, som bryder mønstret op. Farverne er mindre konsistente: Lilla, grøn, gul og rød i forvirrende rækkefølger, hvor det underlæggende rationale ses ikke umiddelbart. Nye motiver dukker op på nye steder, ikke kun i friser, men også på andre dele af dekorationen. F.eks. perspektiviske kuber. Malede guirlander ses også (trompe l’oeil)

I anden stil  (ca. 100-15 f.kr.) “åbnes” muren. Hvor man før brugte stuk til at skabe dybde, malede man nu dybden frem, illusionistisk. 2. stil kulminerer i en næsten totalt “åbnet” væg fyldt med legende illusionistisk arkitektur med ulogiske elementer (det er jo netop muligt med maleri fremfor virkelig arkitektur.)

Efterhånden lukkes væggen igen efter 40 f.kr., der kommer mere fokus på strukturel opdeling af væg med et centralt maleri i kompositionen. Illusionistisk arkitektur trænges ud i kanterne og arkitektoniske elementer behandles friere. Der ses i denne periode egyptisk inspiration – eventuelt pga. annektering af Egypten 31/30 f.kr.

Epyptiserende scene fra Boscotrecase Villa, ca. 11. f.kr.

filename-1-76 - version 2

Jeg synes, det var lidt sjovt, at finde egyptisk kunst, som jeg tidligere har studeret, imiteret i romerske malerier. Tænk, at de tillod sig at hugge fra historien så tidligt i historien! 🙂

Og med væggen lukket og fokus på klassiske linjer, er vi på vej til Augustustiden.

Kejsertiden (fra ca. 30 f.kr.-ca.3.årh.)

Efter afslutningen på en borgerkrig i 31 f.kr. blev Octavian givet titlen Augustus og blev overdænget med æresgaver – altre, buer og statuer blev rejst overalt for at ære ham. Repertoiret var det samme som det brugt til at ære store mænd i den sene republik: rustningklædt, rytterstatue eller heroisk nøgen. Kun hovedet var individuelt, kroppene kunne skiftes ud og udtrykte blot forskellige idealer.

Det system af imperiale billeder, der udvikledes under Augustus var utroligt stabilt, selvom der ikke var nogen central propaganda-institution. Det, der drev dette billedsystem var folks konkurrence om at ære kejseren. Lovprisning af kejseren var den vigtigste måde at fremhæve sig selv.

Sejr over barbarerne og faste grænser, der blev opretholdt af kejserenes hær, var den sande legitimation for imperiet. Barbarer fremstilles ikke i kamp i kejserlig kunst, men som allerede overvundet. Folk havde brug for et stereotypt fjendebillede. Relieffer på triumfbuer f.eks. skulle ikke konservere bestemte hændelser, men fastholde bestemte kejserlige ritualer og minde om deres vigtighed.

Ingen romere undersøgte kejserlig kunst så nøje, som vi gør idag. Øjnene faldt tilfældigt, og alle billeder skulle derfor fortælle samme historie: imperiets ideologi. Dette simple system ligger under al imperial kunst. Det giver en stor redundans: alle billeder støtter hinanden.

Elementer fra imperiets kunst blev også absorberet i det visuelle sprog i privatsfæren. Kejserlig kunst kommunikerede en følelse af tryghed og tillid til imperiets fortsatte stabilitet.

Relief fra Apollon Sosianus’ tempel (ca. 30-20 f.kr.)SCAN0207 - version 5

Fra Augustus’ tid – sølvkrukke fra Hildesheimskatten

SCAN0206

Jeg kan huske, at forfatteren af Grammar of Ornament harcelerede noget over alle de romerske acanthusblade, som han mente vokser ud over de mest usandsynlige, unaturlige steder. Det er meget muligt, men jeg kan godt forstå, romerne vælger de fligede, dekorative blade til at kante alting.

Jeg orkede ikke fuldende snørkleriet på den nederste tegning, hvilket måske er en skam, for det er som om kejsertidens mønstre er lavet til fuldendelse og uden denne er de lidt ligegyldige.

De store villaers arkitektur blev imiteret i mere beskedne boliger også. Disse rum var fyldt med billeder. Rum brugt til otium kan genkendes på udsmykning: vægmalerier, gulvmosaikker, stuklofte, møbler, serveringsstel, fornemme stof-gardiner  – alle udsmykket med billeder: en rigdom, vi kun kan forestille os, da det hele aldrig er bevaret til os.

Mosaikgulv med påfugl og vægmaleri, begge fra Pompeii.

SCAN0207SCAN0207 - version 4

Det malede overstiger hvad nogensomhelst faktisk kan have erfaret i virkeligheden. Desuden er der mange figurer, der “flyder” i midten af malede paneler, dionysiske par, eller genii, (små gode ånder) der holder overflødelighedshorn o.l. Der er intet skema bag figurerne – de skal blot vække bestemte associationer, stimulere fantasi og give indtryk af overflod.

Vignetter fra Pompeii

SCAN0209SCAN0209 - version 2 

Vignetterne er måske mine yndlings”motiver” i romersk kunst. Set langtfra ligner de bare dekorative mønstre eller blomster midt på panelerne, fordi deres komposition ofte danner en fin, dynamisk helhed i sig selv, men tæt på, er de imponerende små malerier med højlys, skygger og masser af form.

Scener fra myter er det mest almindelige blandt disse private billeder. Allermest almindeligt er Venus/Afrodite og Bacchus/Dionysos. Ofte ses kærlighedshistorier – men det narrative aspekt er underspillet, Daphne ses f.eks. ved siden af Apollon uden at flygte.

Venus, fra ca. 45 e.kr.

SCAN0208

Venus skal jo med. Denne statue er har et fint underspillet hoftevrid (kontrapost) og en fin, uskyldig ungdommelighed, synes jeg.

Den tredje stil i malerkunsten opgav 2. stils illusionisme for overfladeudsmykning. De malede arkitekturelementer som f.eks. søjler blev høje og tynde – kun dekorative, utroværdigt, at de skulle kunne bære noget. Øverst var der hint af den tidligere fantastiske arkitektur, på hvis baggrund, men det var uvirkelig og nærmest kun et mønster.

Stilen var tilbageholdende og elegant.

Væg i triforium i Villa Pisanella i Boscoreale, 1. halvdel af 1.årh. f.kr. – tredje stil.filename-1-75

Fra soveværelset i Lucretius Frontos Hus, Pompeii, 40-5o e.kr.

filename-1-76

Jeg kan godt lide den  Augustus-tidens elegante klassicisme som den ses herover.

Efter Augustus kryber hints af perspektivisk realisme/rummelighed tilbage ind på væggene sammen med en større rastløshed. Skiftevis med de simple paneler med vignetter åbnes væggen igen illusionistisk i smalle “sprækker”.

Således “fødes” den fjerde (og sidste, for vi nærmer os 79, hvor Vesuv sagde stop) stil. Denne er uhomogen og præget af stileklekticisme. Den illusionistiske arkitektur, som pryder øverste zone er ikke tung og barok som i 2. stil, men vimsende og fantastisk.

Sen antik (fra 3. årh – 4. årh.)

Efter at det Severanske dynasti falder i 235 følger en 50-årig periode med politisk og økonomisk ustabilitet. Ingen investerede i nye udsmykninger. Vægmalerier fik mindre betydning og en særlig stil opstår i Rom: den lineære stil i helt abstrakt “edderkoppenet”.

Lineær stil – en væg i Rom. Midt i 3. årh.

filename-1-77

Denne væg er sjov, synes jeg – det er nærmest abstrakt, men fungerer kompositorisk og strukturelt præcist som de tidligere vægmalerier. Det virker som en desillusioneret, opgivende maler, der har følt, at “så kan det også bare være ligemeget!”.

Hurtige skift i kejsere fulgtes med vilde forsøg og forkastelse af forsøg på at fremstille kejseren i ændret form. ’ princeps-konstruktion (den første blandt ligemænd) blev erstattet af en ny figur: en utilgængelig kejser, der havde fået herredømmet fra Gud.

Omkring 2. årh. e. kr. skiftede “moden” omkring begravelsen fra udadvendt og med store mausolæer langs veje til mere indadvendt, privat sorg og sarkofager med relieffer, der viste den afdøde som Akilleus eller Meleager. Omkring 320 gik gravmonumentet som sådan af mode. Produktion af sarkofager fortsatte på uændret styrke – placeredes i allerede eksisterende mausolæer. De valgte billeder ændrede sig også.  Der blev færre mytologiske billeder – ikke flere glade dionysiske scener. Der kom en ny alvor – man forkastede de gamle billeder, der udtrykte joie de vivre.

Konstantin-tiden er begyndelsen på en ny æra, og i 330 e.kr. deles Romerriget i et østligt og et Vestligt Romerrige, der falder til “barbarer” i 6. årh.

Outroduktion

Som sagt er romersk kunst ikke det, der inspirerer mig mest, men det er et interessant emne at studere.

Litteratur

Roman Painting, Roger Ling

Roman Art – Michael Siebler

Roman Art, Paul Zanker

Dette indlæg blev udgivet i Kunsthistorie, tegning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s