Pompeii

1. Introduktion

I foråret genlæste jeg som led i større studier af Romersk kunst “The Complete Pompeii” af Joanne Berry, og i sommers var jeg selv i Pompeii. Indlægget her er bygget op omkring bogen og nogle skitser, jeg har udført efter besøget.

Pompeii blev dækket af faldende sten og det organiske materiale smeltedes i varmen under et vulkanudbrud i 79 og står blandt andet derfor i ruiner – men disse ruiner er ganske enestående for os i dag, da de netop i usædvanlig grad blev bevaret under deres lag af sten og ubemærkethed. Da de så først blev officielt opdaget igen i løbet af 1748 (og uofficielt før) foregik en vis plyndring, der heller ikke altid var så sund for byens holdbarhed.

Pompeii klipper himlen i blå firkanter. (Tusch og gouache, A4)

Pompeii1

2. Udgravning

Både udgravning og dokumentationen af den lod meget tilbage at ønske i starten. Først var den blot en slags minedrift for Napolis konge til dennes berigelse og for at skaffe kunstskatte til kongens private kunstkammer.

Da Italien blev forenet i 1860 blev Pompeii Italiens nationalarv og stolthed og udover at blive åben for besøgende, tog man nu udgravningerne mere alvorligt. Denne respekt og den økonomiske støtte fortsatte efter 1. verdenskrig med fascisterne, der så byen som bevis på tidligere storhed – en arv, de naturligvis var fortsættelsen af.

Under Anden Verdenskrig stoppede alt arbejde, og de allierede troede, tyske soldater gemte sig i ruinerne i Pompeii, så man bombede. Efter krigen gik udgravningerne meget hurtigt, for man ville skabe arbejdspladser og booste turismen. Denne periode er derfor dårligt dokumenteret.

Siden 60’erne har bevaring været fokus, da så meget af byen nu er blotlagt.  Der er 15.000 bygninger og 20.000 m2 vægmaleri at konservere! Kun få områder udgraves og altid veldokumenteret.

Søjlegang i Menanders Hus (tusch og gouache, A4)

Pompeii5

3. Pompeiis historie

I antikken var Pompeii kendt som frugtbart land, men Pompeii i sig selv var ikke noget særligt. Det var en provinsby, men dog en rig provinsby, da den lå ved floden Sarno og sandsynligvis nærmere havet, end den gør i dag. Både flod og kyst rykkede sig under udbruddet.

Dens tidligere gode position gjorde den interessant for flere folkeslag – grækere og etruskere fra 8. årh. og  samniterne i det 5. årh. – inden den bliver romernes “allierede”fra det sene 4. årh. Allerede fra 6. årh. blev det område, der i dag er by, udlagt med mur omkring og 7 porte. Det meste af byen er dog bygget i den stabile periode efter den romerske erobring omkring 200 f.kr. og i det økonomiske boom efter 2. puniske krig i 2. årh. (ganske vist flere af dem ovenpå grundplaner fra 6. årh.) I år 91 f.kr. gjorde byen oprør mod Rom, den blev overvundet og genetableredes i 89 f.kr. – nu som koloni. I år 63 gjorde et alvorligt jordskælv stor skade på Pompeii.

Vulkanudbruddet i 79 er beskrevet af Plinius den Yngre i et brev, hvor han fortæller om sin onkel, Plinius den ældres, død under udbruddet og om egne oplevelser i byen Misenum, hvor det regnede med aske, så der faldt mørke over byen, men som ellers slap.

“They were so afraid of death that they prayed for death. Many raised their hands to the gods, and even more believed that there were no gods any longer and that this was one last unending night for the world…”

Gade i Pompeii – Vesuvs skråning i horisonten (Olie på lærred, 30×40)

Pompeii1

4. Folk i Pompeii

Befolkningstallet var omkring 8.000-12.000. Det har evt. svinget en del pga. de mange feriesteder og handel.

Der var 3 grupper: fritfødte, fri-satte slaver og slaver. Kun fritfødte havde fulde rettigheder for loven og kunne blive valgt til politiske opgaver, og af disse bestod eliten. En frisat kunne stemme, have en forretning og deltage i bestemte religiøse kulte etc, men var forpligtet overfor deres eks-herre og kunne ikke få politiske embeder. Slaver havde ingen rettigheder. Kvinder af alle slags kunne ikke deltage politisk, men frie kunne måske (uofficielt) have en vis uafhængighed i forretninger og i offentlig religion.

Langs vejen ind til byen ses grave. Jo tættere på byporten – jo fornemmere. Byrådet kontrollerede jorden i en afstand af ca. 30 m. fra porten og deres tilladelse var nødvendig for at få en grav sat op her. Byrådet kunne således beære borgerne i forskellig grad.

Grave var vigtige for både afdøde og levende. Et fornemt monument kastede også glans på efterladt familie og efterkommere. Frisatte kunne understrege deres nye status og succes med graven og den beviste desuden, at efterkommere også var frie.

Sol-mønstre på gulvet i søjlegang, Menanders Hus (tusch og gouache)

Pompeii2

5. Politik

Byerne i Romerriget var centrum for administration, religion og lov, og delte flere kendetegn: bade, amfiteatre, basilikaer og templer – symboler på det romerske imperium. Byerne forventedes at have en arkitektur, der var Rom værdig. De blev konstrueret på den lokale elites regning, hvis medlemmer konkurrerede om politisk magt og prestige.

Da Pompeii blev koloni 80 f.kr. fik den et ‘stiftelsesdokument’. (lex) som fastslog en administrativ struktur, der stadig var i brug i 79. Der var 3 politiske institutioner:

  1. comitium, der bestod af alle frie (også frisatte) mænd i byen, de valgte magistrater og hvem der skulle beæres
  2. ordo decurionum, den lovgivende forsamling af decurioner – beslutninger om kolonien blev truffet her og blev implementeret af magistrater. Medlemmer var tidligere aediler. Nye medlemmer lukket ind hver femte år og blev til deres død.
  3. Magistraterne. Comitium valgte to ældre magistrater (duumvir) og to yngre magistrater (aedile), som var ansvarlige for lov, administration, offentligt arbejde og bygninger, kult og underholdning. Magistraterne ledte møder i ordo og valg i comitium. For at blive magistrat skulle man være frifødt, over 25, have en vis formue og have et uplettet ry. Før man kunne blive duumvir skulle man være valgt aedile.

At blive valgt medførte forpligtelser. Magistrater var ved lov forpligtet på at bruge et bestemt beløb for det fælles bedste i form af donation af bygninger eller forlystelser. Deres bidrag mindedes ved indskrifter. På denne måde vandt de popularitet og status i lokalsamfundet.

Forum var hjertet af offentligt liv i romersk samfund. Alle romerske byer havde et forum med bygninger hvor politik, religion og forretninger foregik. Aktivitet på dette område i Pompeii kan spores tilbage til 5. eller 6. årh., men dets nuværende form dateres til 2. årh. f.kr.

Søjlegang, Menanders Hus, (tusch og gouache, A4)

Pompeii4

6. Underholdning

Nogle politikere valgte at donere forlystelser fremfor bygninger, og det blev herefter nævnt på gravsten eller i “reklamer” på Pompeiis mure.

En eftermiddag eller aften i Pompeiis teatre kunne byde på en blanding af forskellige typer underholdning. Pantomime og mimespil med improvisation (en campaniansk tradition) var populær. Desuden Atellansk farce, en komedie med rå jokes og roller med ‘lave’ personer. Skuespillere kunne blive meget kendte, og navne på teatertrupper kendes fra grafitti og inskriptioner.

Gladiatorkampe havde en lang historie i Campania som del af begravelsesritualet. Men i 1. årh. f.kr. fandt man mange andre gode “undskyldninger” for at holde dem. De lokale  magthavere eller kejseren skule give tilladelse først. De blev organiseret af en specialiseret agent men betalt af rigt elite-medlem. Der blev malet reklamer på husmurene langs vejene, rødt på hvidt, og omdelt pamfletter med program over opførelserne.

Der var 10.000 -15.000 pladser og var altså bygget til at tiltrække folk fra andre byer. Kampene tiltrak da også besøgende fra hele oplandet og førte nogle gange til kampe mellem indbyggerne fra forskellige byer. Historikeren Tacitus fortæller om hvorledes der udbrød kampe mellem folk fra Pompeii og folk fra Nuceria under gladiatorkampe i Pompeiis amfiteater i 59 (under Nero) Byen blev forbudt at holde gladiatorkampe i 10 år og afholderen af kampene blev sendt i eksil.

Amfiteatret blev konstrueret kort efter grundlæggelsen af kolonien 80 f.kr., sandsynligvist som symbol på ny politisk orden. To inskriptioner over hovedindgangene dedikerer det til kolonisterne for evigt. Selvom ‘kolonister’ refererer til alle indbyggere, understreger referencen til kolonien den nye romerske elites overherredømme over den lokale befolkning.

Bade spillede en vigtig social og kulturel funktion for romerne. De holdt kroppen ren, men betød også underholdning og var centre for social, politisk og økonomisk aktivitet.

I badene kunne folk diskutere og handle, i teatrene kunne de få afløb for følelser og meninger – det var de perfekte steder for politikerne at gøre opmærksom på egen gavmildhed og tilegne sig folks støtte.

Armring fundet i Pompeii (blyant og tusch)

SCAN0207 - version 2

6. Huse og Samfund

Vitruvius (fra Augustus’ tid) beskrev ‘atrium-huset’. Ud fra dette har moderne forskere forsøgt at rekonstruere det ‘ideelle’ romerske hus:

  • Fauces: Smal indgangskorridor
  • Atrium: central gård med tag, men åbning (compluvium), hvor regnen kom ind. Blev opsamlet i centralt basin (impluvium) og kanaliseret ned i cisterne under gulvet.
  • Tablinum: Åbent rum for enden af denne (overfor fauces) til opbevaring af dokumenter.
  • Alae: et eller flere åbne rum omkring atrium. Hvor begravelsesmasker af afdøde forfædre blev vist frem.
  • Cubiculae (andre rum): soverum
  • Triclinia: spisestue – også placeret ved atrium
  • Peristyl – søjlegang omkring have.

Der var flere typer huse i Pompeii, men fælles var vægten på den centrale gård. Efterhånden blev de vigtigste og mere udsmykkede triclinia og cubiculae placeret omkrig peristylen og atriumgården blev mindre vigtig.

Triclinia var ofte meget fornemt udsmykkede, hvilket viser vigtighed af fællesspisning. Middagsinvitation var tegn på at blive ‘accepteret’ for de, der gerne ville opad på rangstigen, og for de rige en mulighed for at vise rigdom og generøsitet frem. Middag startede kl. 16 og kunne var til langt ud på natten. Ofte var der også underholdning (sang, dans, akrobatik eller poesi-oplæsning) De spisende lå på bænke efter social orden – de vigtigste gæster tættest på værten. Der var 3 bænke med 3 spisende på hver på 3 sider af centralt bord, den 4. side var til servering.

Mosaik-moden kom til Italien fra den græske verden i 1. årh. f.kr. De tidligste mosaikker simple geometriske design, som tæpper, senere fik man et centralt “emblem” indsat (‘emblemata’). Emblemata gik af mode ved slutningen af 1. årh. f.kr. Opus sectile (gulv lavet af udskårne marmorbidder i flere farver) blev mere populært og var den mest normale mosaik-form omkring 79. Uanset hvad var mosaikker dyre, så kun de rigeste havde råd.

Gulvmosaik af fasan, fra Paquius Proculus’ Hus (tusch)

SCAN0207

Vægmalerier var en prominent del af Pompeiis arv. Væggene i romerske huse var dekoreret meget mere end vi er vant til i dag. Det var en vigtig metode til at udtrykke status og rigdom.

Vitruvius skrev ved slutningen af 1. årh. f.kr. om ændringer i moden indenfor vægmalerier. ( + kommenterede på den nedgang i moral, han så i sin tid) På baggrund af Vitruvius identificerede August Mau i 1882 4 stile, som han knyttede til bestemt kronologi.

1. stil – (150-90 f.kr.)

    • Imiterer farvede marmorblokke fra tempelarkitektur. Puds blev formet og malet for at ligne marmor.

2. stil  (90-25 f.kr)

    • Stadig imiterende arkitektur men uden stuk – illusionisme.

3. stil (25 f.kr – 40)

    • Mindre perspektiv, vægge bliver flade med urealistiske arkitektur-detaljer. Vægge inddelt i paneler af fine, urealistisk tynde søjler, der danner en indramning af centralt maleri, ofte med mytologiske scener.

4. stil (40 og fremefter)

    • Kombination af de to stile før. Ikke så solid som 2., men ikke helt så luftig som 3. Ornamentale motiver (guirlander o.l.) voldsommere end tidligere og flere dekorative figurer, frit flydende på paneler, eller siddende på arkitekturelle elementer.

Vægudsmykning, 3. stil (tusch, A4)

filename-1-75

Huse kunne have mange beboere: Mandligt overhoved + kone og børn, men også flere slægtninge, frisatte slaver, slaver og måske endda logerende. Jo større status – jo flere afhængige af ham og under hans tag.

Haver udgjorde ca. 1/5 af Pompeiis areal, og havde en utrolig diversitet i beplantningen.   Det indtryk vi nu har, er, at haverne blev brugt intensivt, både til nydelse og profit, ofte begge dele i én og samme have. Der var prestigefyldte, formelle peristyl-haver med klippede hække og vandkunst, der var frugthaver og køkkenhaver.

Peristyl, Menanders Hus

Pompeii3

7. Religion

Traditionel romersk religion gik ud på at formilde guderne med ofre, bønner og gaver. Der var guder og gudinder for alle aspekter af livet. Alle var de i stand til at bringe ulykke over mennesker. Folk og byer havde evt. foretrukne guder, men de måtte alle hædres. Hver familie havde også sin egen skytsguder, som de ærede hjemme.

Fra 2. årh. f.kr. dominerede romerne Campania både politisk og kulturelt. Selvom Pompeii stadig var uafhængig allieret, var der megen romersk indflydelse. Romerske guder begyndte at dominere. Donationer til disse guder signallerede troskab mod Rom.

Jupiter var den øverste gud i romersk stat. Lysets gud og beskytter af staten og dens love. Et tempel til Jupiter blev standard i byer, efterhånden som Romerriget bredte sig.

Venus var Sullas yndlingsgudinde. (Sulla var den romerske general, der slog oprøret ned i 89 f.kr. og hvis nevø grundlagde den nye koloni med Venus som skytsgudinde i 80 f.kr.) Der er fundet flere statuetter og malerier af Venus Pompeii end af nogen anden guddom.

Kejserkult som statsreligion var officielt uacceptabelt i Romerriget, men mange private templer, altre og ofre blev dedikeret til kejseren fra Augustus’ tid. Rige borgere kunne dedikere ting til kejseren og således udtrykke deres troskab og samtidig vise godgørenhed og status i samfundet.

Præster i de vigtigste kulter var fritfødte og rige mænd fra eliten. I visse kulter kunne kvinder bliver præstinder – disse kom fra samme sociale lag. Kejserkulten var ikke begrænset ligesom de gamle kulter – her kunne rige frisatte slaver få afløb for deres ambitioner, selvom de ikke havde andre muligheder for at have politisk embede.

Udover de romerske guder, var verden fyldt med “ånder”: Lares var familiens beskyttere. De fleste huse i Pompeii har et form for lararium. Enten fornemt indrammet alter eller en simpel niche eller et maleri. Penates beskyttede også familien, særligt forrådsrummene, det var arnens guddom. Genius var beskytter af det mandlige overhoveds slægt.

Udover den fremherskende romerske religion blev mystiske, fremmede kulter introduceret fra østen. Isistemplet i Pompeii var populært. Kulten var mere populær end de mere traditionelle romerske kulter efter jordskælvet i 63, måske fordi den gav mulighed for liv efter død.

Egyptianiserende scene (tusch)

filename-1-76 - version 2

8. Økonomi

En tur nedad Via dell’ Abbondanza viser, hvor livlig Pompeiis økonomi var. Hovedgaderne i Pompeii fyldt med butikker. Der er desduen mange beviser på midlertidige boder

Vinproduktion synes at have været en vigtig lokal aktivitet. Pompeii selv var ikke kendt for sin vin – Plinius den ældre sagde endda, at vinen gav hovedpine langt op ad dagen efter. Men noget vin må have været produceret til eksport. Pompeiis elite synes at have været involveret i vinproduktion og eksport af lokal vin.

Man véd, at Pompeii var kendt for sin fiskesovs: ‘garum’ – populært i hele Romerriget fra Augustus’ tid og fremefter. Lavedes af forskellige slags fisk, der gærede 1-3 måneder. Derpå brugtes det til at give smag til kød, grøntsager, fisk eller frugt og også som medicin.

Ifølge Strabo (græsk geograf) tjente Pompeii som havneby for byer længere ind i landet såsom Nola og Nuceria, så det var et centrum for eksport og import.

Stort, varieret udbud af håndværk i Pompeii viser geskæftighed – men det er i en lille størrelsesorden og først og fremmest til at dække lokal efterspørgsel.

Frise fra Pompeiis vægge (efter plancher fra Grammar of Ornament) (tusch)

Pompeiansk1

9. Jordskælvet 63

Ruinerne viser først og fremmest forholdene i byen i de sidste år før udbruddet. Disse år var tumultariske frem for rige, byen stod overfor udfordringer pga. et jordskælv i 63. (sandsynligvis Vesuv, der forsøgte at åbne en sluse). Indbyggerne forsøgte at genopbygge deres liv mens seismisk aktivitet fortsatte. Seneca (romersk filosof) sagde, at nogle folk helt forlod deres ejendomme efter udbruddet pga. ødelæggelse og frygt for yderligere rystelser.

Der var meget restaureringsarbejde, og noget af det var ikke færdigt i 79. Noget af dette rod skyldtes evt. fortsatte rystelser, andet at der ikke var håndværkere nok, desuden evt. mangel på penge. Kun få offentlige bygninger var fuldt istandsatte i 79, men store summer blev helt klart brugt på fornyelser og istandsættelse i byen, hvilket ikke tyder på nedgang.

Fugle fra Pompeiis vægmalerier (tusch)

Pompeii2 Pompeii1

10. Outroduktion

Hvis I synes, dette var en ordentlig smøre – så skulle I vide hvor meget, jeg har pillet fra, bare for at gøre stoffet nogenlunde overskueligt. Jeg har vendt tilbage til indlægget flere gange i løbet af den sidste måned, for at korte ned. Nu kan jeg ikke mere!

Jeg synes, som jeg før har nævnt her på bloggen, ikke blot, at Pompeii er interessant – jeg synes, det er et smukt sted, noget af det, der griber mig ved stedet kan ses i mine gouache/blæk-tegninger herover – den blå himmel og ruinernes geometriske leg.

____________

(English recap: During this summer I read about and also visited Pompeii. In this post I summarise the book and show some sketches in gouache and ink from my visit there. To me, Pompeii is a historical and aesthetic wonderland.)

Dette indlæg blev udgivet i Arkitektur, Gouache, Kunsthistorie, Oliemaling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s