Egon Schiele

I de forgangne uger har jeg studeret Egon Schiele. Jeg har læst Taschens bog fra 2007 om ham og kopieret de tegninger, jeg gerne ville lære af.

Schiele blev født i 1890 ind i en tysk middelklassefamilie bosiddende nord for Wien. Hans far var stationsmester, hans farfar var jernbane-ingeniør og der var et ønske om, at Egon Schiele gik samme vej. Jernbanen var fremtiden omkring 1900. Hans tidligste tegninger viser også interesse for tog, ligesom de viser det tegne-talent, der fik drengens lærere til at anbefale ham som elev til akademiet i Wien.

I 1906 efter faderens sindssyge og død flyttede Egon Schiele indtil Wien til sin onkel og værge. Her bestod han adgangsprøven til akademiet i Wien. Onklen var kulturelt interesseret, men opkomlingen var et forstyrrende element i hans ærværdige, borgerlige hjem, og i 1911 opgav han helt sit værgeskab.

Wien undergik en stor udvikling i disse år. Den industrialiseredes, afromantiseredes og voksede voldsomt. I 1897 reagerede de moderne kunstnere, ledet af Klimt, mod det etablerede kunst-liv med Secessionen og i 1903 opstod Wiener Werkstätte med et nyt dekorativ ideal uden romantikkens storladenhed.

Wien tog ikke i mod Schiele med åbne arme. Han var ikke særligt præsentabel, gik dårligt klædt og slængede sig ikke på de intellektuelle cafeer. Akademiet leverede gammeldags, konservativ undervisning og professoren brød sig ikke om Schiele. Han bad Schiele om aldrig at fortælle nogen, at han havde studeret hos ham, imod at han fik lov at bestå.

I 1907 mødte Schiele Klimt, der blev en faderfigur for ham og som skubbede hans stil i retning mod dennes egne flade, dekorative stil.

Stående pige i ternet klæde (efter Schiele 1908/9)

SCAN0222 

Hvad er det, der taler til mig ved denne dekadente, lidt visne udgave af den ellers så organiske, svungne jugendstil? Måske at Schiele går til kanten af min opfattelse af, hvad der er skønt (og nogle gange over den) og det kilder lidt i maven. Hænderne i denne tegning synes skiftevist elegant udtryksfulde, og manieret kluntede i mine øjne.

I 1909 hioldt Schiele op på akademiet og kom i kontakt med Wiener Werkstätte. Han udstillede 4 værker ved et stort show og mødte derigennem vigtige fremtidige støtter af hans kunst. I 1910 tog han et kunstnerisk spring og forlod Art Nouveauen til fordel for en ny ekspressiv, kantet stil.

2 portrætter af Mime van Osen, efter Schiele 1910, blyant.

SCAN0234 SCAN0235

 

Siddende pige med hævet højre hånd (efter Schiele 1910) og Solsikke II, efter Schiele 1911

SCAN0225SCAN0223

Hans kvindeportrætter blev mere ekspressionistiske, grimhed udforskes, hænderne er grimme, konturerne forrevne. Desuden bliver motiverne pornografiske og vulgære – kun opfindsomhed i natur forsvarer det som “kunst”. Det er karikaturagtigt, klovneagtigt, grimme ekstremer. Vekselvirkning mellem dissonans, chockeffekt, provokation og Schieles fastholdelse af og behov for liniens melodi.

Jeg har ikke tegnet nogle af de mest pornografiske, chokerende eksempler, for de går under/over min æstetiske forstand. Men jeg synes netop, at balancen mellem det udleverende og “grimme” og linjens melodi er det gribende ved hans kunst. I nogle billeder tipper balancen dog for mig.

I 1911 flyttede han sammen med sin mindreårige elskerinde Wally (Valerie Neutzil) til sin mors tyske hjemby, men folk var efter dem og de flygtede til Neulengbach, hvor han blev arresteret og fængslet for at have forført mindreårige og have omdelt umoralske tegninger. Mange, selv provokative kunstnere, blev provokerede over Schieles nøgen-tegninger.

Selvom han mødte stor konservativ modstand havde han dog også mange venner og støtter og i 1912 havde han flere udstillinger og interessen steg.

Wally i rød bluse (efter Schiele 1913), blyant og gouacheSCAN0224

I 1915 fik han den idé at gifte sig godt, det vil sige ikke med Wally. Han havde en stærk ordenssans, var i alt strategisk, kølig og ikke interesseret i boheme-livet. Han giftede sig med middelklassepigen Edith Harms og blev indkaldt til hæren kort efter, men undgik at tjene ved fronten. I tiden herefter blev hans stil “tæmmet” ved mødet med middelklassen gennem sin kone. Den blev roligere, blødere og mere klassisk og næsten konservativ i kompositionen.

Siddende nøgenkvinde med kind hvilende på højre knæ (efter Schiele 1917) og Siddende kvinde i underkjole (efter Schiele 1917)

SCAN0230 SCAN0228

Efter Schiele, 1917

SCAN0226

Kvinde med grønne strømper, efter Schiele 1917, blyant

SCAN0237

Forfatteren i bogen synes at mene, at Schiele her mister sin kant. Det kan godt være, men jeg synes, at linjens melodi er der endnu, og at hans tegninger er Carl Larssonske – men med mere bid – og det synes jeg faktisk er en ret spændende kombination. En fræk Carl Larsson 🙂

I 1918 døde Klimt og Schiele overtog dennes lederrolle indenfor avantgarden og blev en eftertragtet portrætmaler. I Oktober blev den gravide Edith Schiele syg med Spansk Influenza og døde. Schiele døde få dage senere.

Et af Schieles vigtigtste kompositoriske greb var fugleperspektivet. I sit atelier havde han en stige, hvorfra han så ned på modellerne og balancerende her tegnede han hurtigt og sikkert sine tegninger. De usædvanlige vinkler og nogle gange flere forskellige vinkler i samme tegning, giver en stærk dynamik.

Derudover er motivet fuldstændigt klippet ud af sine omgivelser. Det blanke papir udgør baggrunden og intet afslører perspektiv eller rumlighed.

Efter Schiele 1917, bly og blæk.

SCAN0236

Det er da et genialt, simpelt kneb til at skabe dynamiske kompositioner ud af intet!

Ofte er motivet ufuldendt og arme eller ben er klippet af, så det bliver et hastigt, fragmentarisk øjebliksbillede.

Liggende kvinde med bøjede ben (efter Schiele 1913)

SCAN0227

Fugleperspektiv gør, at vi ser alt, men ikke føler os som en del af scenen. Dette kombineret med fragementariske motiver og den tomme grund, de svæver i giver et uroligt, bekymrende indtryk.

Det er ikke oplagt, at jeg bryder mig om Schiele. Hans tegninger er ofte foruroligende og afsøger “det grimme”. Men de er også ekspressive og sært, mystisk, akavet smukke, når de (i mine øjne) “lykkes”. Linjens melodi, de dynamiske beskæringer, vinkler og deraf kompositioner er meget inspirerende for mig.

__________

(Recap: I have been reading about Schiele and copying the examples of his drawings which I find most inspiring. Here are the results. I find his line beautiful and when it is balanced against his expressive, decadent compositions and motives it is somehow perfect.)

Dette indlæg blev udgivet i Kunsthistorie, Mesterværkkopi. Bogmærk permalinket.

3 svar til Egon Schiele

  1. Pingback: Wien | Akademiet

  2. Pingback: Akvarel: Mønstre i Wien | Akademiet

  3. Pingback: Croquis, 15. maj 2018 | Julie Fredborg Jungersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s