Grammar of Ornament II

Her kommer endeligt andet og sidste afsnit om bogen Grammar of Ornament, med et uddrag af mine noter og kopier efter eksemplerne i bogen. Det er allerede lang tid siden råmaterialet blev færdigt og indlægget har ligget som kladde vinteren over. Jeg ved ikke om det er blevet bedre med alderen, men her er det 🙂 Første afsnit kan findes her. Her kan man også læse en mere overordnet introduktion til bogen, der er skrevet ud fra et meget normativt men også meget inspirerende kunstsyn.

Indisk:

Modsat de europæiske landes bidrag til Verdensudstillingen i London i 1851, mener forfatteren, at Indiens (og de østlige nationer generelt) havde et fællesprincip, som de europæiske søgende bidrag manglede. Han fandt i Indiens bidrag et ”Unity of design” og en vellykket kombination af arabisk kunsts strenge former og persisk ynde.

Jeg var ikke vildt inspireret, men disse mønstre synes jeg var fine/interessante.

filename-1-83_2 filename-1-83 filename-1-84 filename-1-84_2

Hinduistisk:

Forfatteren ærgrer sig over manglende adgang til hinduistiske originaler. Han nævner et essay af Ram Raz, der udstikker generelle regler for proportioner og komposition. (f.eks.: Jo højere søjle, jo mindre indsnævring mod toppen, da perspektivet alligevel styrker denne indsnævring optisk), som tegn på, at Hinduernes arkitektur var storslået og måske gemmer mirakler ligesom Egypten gjorde/gør.

Jeg var ikke specielt inspireret, men her er en dippedut, der var behagelig at tegne.

filename-1-85_3

Kinesisk:

Forfatteren mener ikke, at kineserne på trods af den gamle civilisation og gode ingeniører, skabte vigtig arkitektur eller design. Men, indrømmer han, ligesom alle østlige nationer er de begavet med et instinkt for at sætte farver sammen og kan balancere alle farver. Naturen observeres nært – naturens love følges. De mangler blot at idealisere dem. Totalt u-opfindsomt, konkluderer forfatteren.

Hmm, okay – men jeg kan godt lide det!:

filename-1-85_2

filename-1-86_2  filename-1-86filename-1-86_3filename-1-86_4 filename-1-86_5

Keltisk:

De britiske øer har altid været anderledes, mener den britiske forfatter i sit lange afsnit om keltisk ornamentik.

Det er særligt for keltisk ornamentik, at der ikke er nogen planter. Den består af intrikate, geometriske mønstre, diagonaler, spiraler, mærkelige dyr, knudeværk. Manuskripterne har kæmpestore udsmykkede initialbogstaver. Mest almindeligt er bånd i knude-mønstre/fletværk, ofte geometrisk og symmetrisk arrangeret.´Nogle mener, den har skandinavisk oprindelse, men forfatteren mener, det er omvendt.

Mine kopier:

filename-1-87_2filename-1-87

Middelalder:.

Manuskript-udsmykningen i middelalderen kom ikke op på siden af tidlige engelske manuskripter, mener forfatteren. Men jo tidligere i perioden 12. årh. – 15. årh., jo bedre. Den vigtigste plads for udfoldelse er begyndelsesbogstaverne. I starten er der endnu ingen forsøg på illusionistisk skabt dybde. Lige og buede linjer er perfekt balancerede. I det 14. årh. bliver begyndelsesbogstavet mindre vigtigt. Teksten indrammes af blomster og tekst. Ifølge forfatteren er der en nedgang mod overnaturalisering.

Mine kopier:

Fliser fra 13. og 14. årh.

filename-1-89_4 filename-1-89 - version 6filename-1-89_2 filename-1-89_3

Kanter fra manuskripter 9.-14. årh.

filename-1-88_4filename-1-88_3

Tapetmønstre 12. – 16. årh.

filename-1-88_6filename-1-88_5

filename-1-88filename-1-88_2

Fra illuminerede MS 12. og 14. årh.

filename-1-89 filename-1-89_5

Renæssance

Trods tendenser før, blev renæssancen først for alvor udfoldet i 15. årh. Mod slutningen af det 15. årh. perfektioneredes ornamental skulptur i Firenze som en stiliseret imitation af antik. Ornamenter fra denne tid er generelt perfekt fordelt, regelmæssigt og symmetrisk, altid passende til den arkitektur, der udsmykkes. Donatello var ifølge forfatteren allerbedst til at arbejde med raffinerede skygger i skulptur – og dette dygtige spil med lys og skygge er netop renæssancekunstens kvalitet i følge forfatteren.

Frankrig var den første nation til at gå med på renæssancen omkring 1500 under Charles den VIII, både vha. gæste-designere fra Italien og fordi franske kunstnere overtog den italienske renæssances formsprog, men hurtigt kom tendens mod tungere ophobninger af antikke objekter.

Tidligt tog nogle tyske kunstnere ophold og uddannelse i Rom (F.eks. Dürer, der svingede mellem gotik og raffaelsk, enkel antik stil). Tysk renæssance er dog altid uren/uelegant ifølge forfatteren!

Mine kopier

Pilaster fra marmortrappeopgang i St:a Maria dei Miracoli, Venedig, ca. 1485

filename-1-90_3

Metalarbejde fra Louvre:

filename-1-90_2

Fra møbel på Hotel Cluny, 16. årh.

filename-1-90

Elizabethansk

Periode: 1519-1619

1. periode: Henry the VIII, italienske, hollandske og engelske kunstnere. Italienske kunstnere.

2. periode: Elizabeth den I: hollandske navne dominerer. Engelske tager efterhånden over i slutningen af Elizabeths regeringstid og i James den Is.

Udskæringerne er effektfulde og påsat grundlæggende italiensk arkitektur, funderet på tidlig renæssanceskole fra Venedig. Da den Elisabethanske stil i høj grad er påvirket udefra af Italien og Nederlandene, anses den af forfatteren for uoriginal. Forfatteren mener, at den elizabethanske stil mangler kvalitet i ledende principper/smag, men alligevel giver indtryk af ædelhed og storhed på grund af sin rigdom, variation og maleriskhed.

Jeg synes den er ret lækker, dramatisk og samtidig ikke uelegant.

SCAN0231 - version 2 SCAN0231 SCAN0231 - version 3 SCAN0231 - version 4

Italiensk

I 16. årh. blev renæssancen systematiseret. Der skete en opdeling af arbejdet, som ikke var gavnlig i følge forfatteren. Malere og arkitekter arbejdede isolerede hver for sig, malerne udsmykkede uden at tænke på konstruktion. Arkitekter tænkte kun i konstruktion ikke i udsmykning. Kvaliteten faldt efterhånden som antikkens smagfuldhed erstattedes af overdrivelse. Jo længere væk fra Roms klassiske indflydelse faldt kvaliteten.

Bernini og Borromini var en dårlig italiensk indflydelse i Frankrig i 17. årh. Ornamentikken blev ekstravagant, karikeret, overdrevet, med afbrudte buer – i stedet for enkelhed. Og så “degenererede” til rokoko og chinoiserie. Louis den XVI genoplivede en elegant, lineær stil i ornamentikken. Republikken med David som eksempel førte til empiren, der var lærd og elegant, men stiv og kold.

(Jeg synes, det er lidt mærkeligt at sætte barok, rokoko og klassicisme ind under en stor hat og kalde den “italiensk”! Måske synes forfatteren bare ikke om disse stilarter. Han virker ikke som en, der ville have skrupler ved at beskære læserens udsyn efter egen smag!!)

Mine kopier:

SCAN0232

SCAN0232 - version 2 SCAN0232 - version 3 SCAN0232 - version 4

Blade og blomster fra naturen.

Ifølge forfatteren er god ornamentik baseret på observation af de principper, der regulerer arrangement af form i naturen, ikke imitation af den form, som disse fremkalder. Principperne/reglerne gælder både for det enkelte blad og deres sammensætning. Hvorfor? Fordi skønheden kommer af plantens vækst – jo tungere blad, jo tykkere stængel.

“true art consisting in idealising, and not in copying, the forms of nature”

Mine kopier

SCAN0233 - version 2  SCAN0233

THE END

Dette indlæg blev udgivet i Detaljer, Kunsthistorie, tegning og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s