Streger = strøg

Jeg har før funderet over forholdet mellem linje og farve, kontur og flade, strøg og streg, kampen mellem dem, og det de kan, og om det kan lade sig gøre at få begge optimeret i samme maleri af samme maler (mig).

Linjen som kontur er traditionelt set dekorativ og fornuftsbaseret – måske især fordi den ikke findes i virkeligheden – der er ikke linjer omkring de ting vi ser, kun steder hvor farver mødes. Farverne er traditionelt set mere følelsespræget, umiddelbart sanset lys. Men farverne er jo heller ikke flade, de er inddelt i bittesmå gradueringer, og hver af disse gradueringer kan vel godt anses for at være bittesmå streger – eller som hos pointilisterne, prikker. Også disse kan så forenkles, mere dekorativt, til flader.

Men hvad adskiller egentlig en streg og et strøg? Mit første svar ville være at det ene er en kant, det andet fyld. Ligesom jeg altid har tænkt, at Van Gogh var en af de mest “malende” malere jeg kender, hvor alting opløses i strøg. Allerede da jeg for et par år siden læste bogen “Van Gogh at Work”, gik det op for mig, at den opfattelse ikke helt holdt. Jeg så hans tegninger og opdagede, at også hans tegninger er levende, bølgende opløst i streger. Okay så. Men da jeg læste min store bog “The Techniques of the Great Masters”, stod der ovenikøbet, at  Van Gogh jo først og fremmest var tegner frem for maler. At det særlige ved hans stil netop var, at han tegnede med oliefarverne frem for at male med dem. Okay så!

Når jeg tegner, fylder jeg skyggefladerne ud med en tegnestub. Det fungerer egentlig fint, men det gør dem til “døde” flader. Mange andre tegnere og særligt Van Gogh holdt dem “levende” ved at tegne dem med streger – traditionelt med skravering, mens Van Goghs visioner jo normalt er mere bølgende.

Det korte af det efterhånden lange, er, at jeg har eksperimenteret med at tegne landskaber (hvilket jeg ellers typisk er veget tilbage for, fordi jeg synes, de let bliver ligegyldige i sort/hvid) UDEN tegnestub (udover at min venstrehåndethed jo i sig selv medfører en indbygget udtværende effekt) og med kontinuerlige kruseduller. Det er faktisk fysisk hårdere, især i mørke motiver, fordi man selv skal krusedulle indtil et område er helt mørkt. MEN det giver mere liv og mere kontrol over skyggens “udtryk”. Se her:

Loch Lomond (bly på papir, A4)

filename-1 (45)

Udsigt fra Benincasa, Amalfikysten, med hvid sky, (bly på papir, A4)

filename-1 (44)

De er desuden begge male med den blødeste blyant, jeg har for tiden (7b) fra start til slut – jeg maler bare meget blødt fra starten og trykker efterhånden hårdere.

Her er to eksempler på tidligere landskabstegninger. De er faktisk ikke så dårlige, men jeg synes de nyeste har mere liv

Hede (Bly på papir, A4)

fgdhbf

Hede med højt fyrretræ (blyant på papir, A4)

dg

______________

(English recap: Some thoughts about lines and colour, realizing (through studies of Van Gogh) that lines in drawing can essentially be seen as thin strokes of painting. (And the other way around). So to keep drawings “alive” I have tried to “doodle” the shadows rhythmically dark instead of just flattening out the dark areas.)

 

Dette indlæg blev udgivet i Kunstfilosofi, tegning, Teknik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s