Min teknik I: Palet

Jeg har længe villet skrive et indlæg om min teknik, men hver gang jeg vil gå i gang, går det op for mig, hvor utroligt meget, der stadig er styret af ubevidste valg, vaner, og at der er så meget jeg endnu skal lære.

Men alligevel: her kommer første afsnit i en lille serie om, hvordan jeg maler lige nu.

Min palet

Min farvepalet er egentlig ret begrænset. Det har aldrig været svært for mig at se hvilke farver, jeg skal blande for at få den nuance frem, jeg vil have. I lang tid nøjedes jeg med de tre grundfarver og hvid og sort. Disse har jeg stadig på min palet, selvom jeg bruger sort ret sjældent og næsten altid blandet op med andre farver efter hvilken temperatur, den skal være.

Efterhånden blev jeg glad for jordfarverne, der giver mulighed for at tage nogle genveje til mere afdæmpede farver, og derudover gik det op for mig at selv de tre grundfarver har forskellige temperaturer. Jeg fandt ud af, at den lyse kadmium-røde jeg brugte var umulig at blande lilla med, særlig hvis jeg brugte en koboltblå eller preussisk blå til at blande med. Jeg fandt ud af, at en zinnober-rød (vermilion) var tilpas neutral generelt, men at jeg var nødt til at have to blå, en grønlig og en mere rødlig.

Udviklingen er (for nu) endt med, at jeg typisk har disse farver på min palet:

  • Titaniumhvid
  • Lys kadmiumgul
  • Gul okker
  • Brændt eller rå umbra (meget neutral, bruges især til at nedtone skarpe farver og varme den sorte)
  • Mørk zinnober-rød (vermilion)
  • Kinesisk blå (den grønlige blå)
  • Mørk ultramarineblå (den rødlige blå)
  • Elfenbenssort
DSC05181

Før-billede af palet og malekasse

Jeg kan faktisk rigtigt godt lide at have brændt sienna på paletten også, men jeg har brugt den, jeg havde, op, og har ikke fået købt en ny, og har faktisk klaret mig uden i ½ år nu.

Lilla er stadig svær at blande med med den neutrale røde. Normalt kan jeg få bikset noget sammen, der på afstand aflæses som lilla, men da jeg på et tidspunkt skulle male et maleri med mange gederams købte jeg to lilla på tube, så det kan altså være nødvendigt at skaffe ekstra til specifikke opgaver.

Jeg synes ikke, det er noget problem at skulle blande alle grønne nuancer. Hvis jeg valgte at have viridian grøn, som er standard i de fleste begynder-oliemaling-æsker, ville den stadig skulle blandes op hele tiden med alle de andre farver, fordi den er så klar, plastik-agtigt grøn. Jeg har tidligere brugt den til den slap op, og jeg savner den ikke lige nu.

DSC05182

Palet efter

Jeg blander mine farver på paletten, som man kan se. Hvid er der altid en stor klat af, den bruger jeg meget. Ellers varierer brugen af farver en del, og palettens udseende bagefter afspejler meget farverne i det maleri, jeg har været igang med, men for det meste får jeg brug for alle farverne i én eller anden blanding. Overskydende maling tørrer jeg af i en klud (gammelt iturevet dynebetræk for at være præcis 🙂 ).

Mærket jeg bruger, er artifex. Jeg blev engang ringet op af en mand der skældte mig ud for mine lave priser og desuden sagde, at jeg skulle bruge artifex ALTID. Jeg var ikke i nærheden af mine malerfarver og kunne ikke huske hvad de hed; jeg havde købt dem der lige på det tidspunkt var hos Rammen i Aalborg, og som jeg havde erfaret havde en god konsistens, ikke for klistret. Da jeg kom hjem til mine farver, opdagede jeg, at det var artifex.

Jeg har prøvet lidt andre også, og har også opdaget fordele ved mere tyggegummi-agtige varianter, men indtil videre holder jeg fast i artifex, som er dejligt bløde i konsistensen.

Selve paletten er palet-papir man kan købe i blokke. Papiret er coated så det ikke suger malingen til sig. Når jeg er færdig ruller jeg det sammen og smider det ud.

Og her er resultatet af dagens arbejde:

DSC05186

Her sidder resten af malingen.

Jeg ved ikke rigtigt, om det er færdigt endnu, jeg skal lige gå og kigge lidt på det…

__________

(English recap: the first in a series of posts about my technique. Many things still seem to be just old habits, so the series is not really an expression of pride, it is more like a status update from my studio. This first post is about my palette. The colours on the list are internationally recognizable pigment names I believe, except perhaps for the “elfenbenssort” which is ivory black.)

Dette indlæg blev udgivet i Oliemaling, Teknik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s