Min teknik 3: maleproces (olie)

Der mangler stadig mindst ét afsnit i føljetonen om min teknik: hvad sker der så fra jeg har sat mig for at male noget, til noget er malet?

Det kan tage mig lang tid at beslutte mig for, hvad der skal males, og det er jo første trin. Jeg har en stor kasse med forlæg, jeg kan se for mig som flotte malerier, ofte har jeg mindst tyve, der ligger øverst i kassen i en plastlomme, som jeg lægger ud på bordet som kort i en kabale eller glasbidder i en mosaik, når jeg skal beslutte mig. Så fjerner jeg lidt efter lidt dem, der ikke fanger mig i samme grad som de andre. De tiloversblevne, ca. 5 stk., holder jeg skiftevis op foran lærredet i en afstand, der får det til (fra mit perspektiv) at dække det lærred jeg skal male på. På den måde finder jeg det, der ansporer mig mest og passer bedst til det lærred, jeg har valgt.

Her vil jeg desuden skrive lidt om de maleoverflader, jeg bruger, for det er simpelthen ikke visuelt spændende nok til sit eget indlæg. Jeg brugte i lang tid bare de billigste lærreder i byen, men har fået mere og mere lyst til at tage det tekniske mere seriøst og har efter at have læst lidt om det valgt at male på hørlærreder købt hos jydsk ramme- og listefabrik. En lang overgang grundede jeg gerne lærreder med rå umbra eller lignende. Det var som om, det var lettere at få lys og skygge helt rigtige, når jeg havde en neutral farve at spille dem op i mod fra starten, det gjorde mig tryggere. Enten er jeg blevet bedre til at abstrahere fra en blændende hvid baggrund, eller også er jeg bare blevet dovnere, men lige for tiden maler jeg bare på hvid grund. Det gælder også, når jeg maler på masonitplader. Disse grunder jeg med tre lag hvid gesso. Pladerne er især smarte til skitser.

Ofte tager jeg så en neutral farve og maler en slags omrids af motivet på fladen, så placering af hovedformerne er placeret. Det er ikke altid, jeg tager mig tid til det. Nogle gange går jeg direkte på med farver i flader og retter senere kanterne til. Her er et eksempel i en tidlig fase – her er motivet skitseret med rå umbra på træ (grundet med 3 lag hvid gesso).

Block-in

Så følger første fase, hvor farver lægges på. Hvis det er et stort maleri, er det ret råt ved slutningen af denne første seance, men fladen skal gerne være dækket, så maleriet på en måde “er der”, når denne første omgang er ovre. Ellers risikerer jeg at miste appetitten på maleriet, mens jeg skal gå og kigge på det, indtil jeg maler videre. Allerhelst skal der mangle nogle helt bestemte ting, som jeg allerede kan “se”, men som bare ikke kom med i første omgang pga. tid, eller fordi malingen blev for tyk til at tilføje mere uden at mudre farverne.

Denne første omgang varer ca. 2 timer. Jeg arbejder enten med ufortyndet eller en smule fortyndet maling, oftest fra tyndt udgnedet til tykkere til sidst.

Her er et eksempel på et maleri efter denne første omgang. Denne maleoverflade er blot 30×40, så maleriet er på en måde færdig, men der var nogle steder, hvor jeg gerne ville have endnu mere mørke, og andre endnu mere lyse.

førstegennemmaling

Det er også det, man kan se i den endelige version efter ca. 1-2 timers arbejde mere: større kontraster. Se f.eks de solbelyste murstykker yderst til højre, der har fået en ordentlig omgang solhvid maling. Resultatet må dog efter min smag stadig gerne være en smule råt.

I denne omgang bruger jeg kun ufortyndet maling og lægger ofte meget fede, pastose strøg.

Kroatien

Det afgørende punkt for maleriet er på mange måder efter første gennemmaling – om det midlertidige resultat stadig motiverer mig. Nogle gange er jeg til gengæld helt i tvivl om jeg bare skal stoppe der, eller om en ekstra gennemmaling blot vil ødelægge en god skitse. Derfor viser jeg også meget sjældent dette stadie i maleprocessen herinde, mens jeg stadig er i gang med et maleri, selvom bloggen her handler meget om det kunstneriske arbejde og ikke blot resultatet.

Her er et eksempel på et resultat efter første omgang, jeg var ret vild med og så det færdige resultat. Jeg mener stadig det første har mere stemning end det sidste, men der var så mange nuancer i solskinnet i grenene, at jeg ikke kunne stoppe der.

MM DSC05038

Endnu et eksempel på en første omgang versus anden omgang.

N Sch.3

Som det ses er alt det væsentlige på en måde på plads, og jeg kan stå og hygge med nuancer og forstærkning af lys og skyggevirkninger i anden gennemmaling.

Store malerier kræver naturligvis flere gennemmalinger end to, og det gør også arbejdet med disse mere sårbart, for de skal “overleve” flere “pauser” i arbejdet, hvor jeg kan miste interessen. Og det er vigtigt, jeg er interesseret, ellers maler jeg simpelthen noget andet 🙂

Jeg lytter næsten altid til noget, når jeg maler. Det har naturligvis varieret meget til hvad. En overgang hørte jeg De Sorte Spejdere podcast, en overgang Kai Normann Andersen, en overgang noget gammel Muse eller norske Susanne Sundfør.

Det var lidt om selve maleprocessen, når jeg maler olie.

______________

(English recap: in this post I describe the painting process when I paint oil.)

Dette indlæg blev udgivet i Oliemaling, Teknik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s