Afslag

Fredag den 25. juni pakkede jeg bagagerummet i min bil med tre oliemalerier

og 3 akvareller

og kørte tåbeligt langt væk for at indlevere dem til en censureret udstilling. Søndag den tredje juni fik jeg besked om, at de ikke var antaget til udstillingen. Tirsdag den femte kørte jeg turen på fem timer igen og fik mine malerier hjem med en besked om, at de var gået ud i den første ud af tre runder.

Man kan til alle tider og i alle sammenhænge få afslag, og jeg har tænkt en del over, om et indlæg om afslag egentlig hører under bloggens emne om “det kunstneriske arbejde.” Egentlig har jeg nok først og fremmest følt, at det var de ting, der blev til noget, der hørte til her. Selve det at håndtere et afslag er jo også i høj grad en personlig, generel ting.

Alligevel føler jeg, at det er en opgave, der er en væsentlig del af at fortsætte med at se sig selv som kunstner: at håndtere, at andre ikke er enige i, at man laver noget rigtigt eller i al fald vigtigt.

Tidligere havde jeg to dramatiske reaktionsmønstre, som min hjerne gerne kørte i pendulfart mellem efter afslag:

1. De er nogle idioter, der ikke forstår, hvad god kunst er
2. Jeg er en idiot, der ikke forstår, hvad god kunst er

Jeg må indrømme at i afmagt kan disse mønstre stadig godt snige sig ind i mine tanker efter afslag. Men jeg tror nu, sandheden er

3. Vi har forskellig smag, og de sidder i juryen.

Længere er den ikke. Og det er i og for sig mindst ligeså fortvivlende, for hvad skal man stille op med det? Og det er måske her, afslag som kunstner er så meget sværere end lave karakterer i skolen. At det er et spørgsmål om smag. Og dog:

Jeg er ret sikker på, de har nogle bestemte parametre, de bedømmer på og et bestemt paradigme, de bedømmer efter. Hvis jeg gik på kunstakademiet, ville jeg måske lære disse regler at kende ligeså godt, som jeg kender dansk og engelsk grammatik og kvintcirkelen. Men jeg ved ikke, om jeg har lyst. Og så er det måske også ganske okay, at jeg ikke “består”. Ligesom jeg ikke kan bestå en svendeprøve som tømrer med et flot essay.

Det er frustrerende, at de mennesker, der sidder i jury ikke bliver påvirket af min kunst, men det er ikke nogens skyld. Jeg kørte malerierne derned, fordi jeg ville gøre en indsats. Det har jeg gjort.

Jeg tror for øvrigt ikke, jeg har fået præsenteret jer for et af de malerier, der kom med:

Istanbul (60×70)

olie på lærred

Det er malet på ca. 1½ time, og jeg synes, vandet er helt rigtigt og lækkert.

_________________

(In this post I write something about handling rejection as an artist and perhaps in general.)