Barok

Intro

Barok er både en stil og en epoke, og det er naturligvis noget rod. For at det ikke skal være løgn har nogle kunsthistorikere gennem tiden endda anset den for at være en konstant virkende kaos-drift i kunsten, der står modstillet en anden konstant drift mod orden: klassicismen. Denne forestilling giver god mening overordnet set, men gør det meget svært at arbejde med klassificering af kunst i praksis, da barokken i praksis f.eks. ikke kun er barok, men også i høj grad klassicistisk. Jeg har sagt det: det er noget rod.

Men der findes altså noget kunst, vi kalder barok frem for noget andet.

Der findes en periode, der kaldes barok, som varer fra ca. 1600- ca. 1775. Denne periode rummer naturligvis mere eller mindre “typisk” barok. Det typiske ved perioden og den kunst, vi derfor synes er typisk for tiden, er kontrasterne: livsnydelse og pragt kontra askese og memento mori. “Barok” blev oprindeligt brugt nedsættende, som ”bizart”. Selvom den fik sin egen epoke sås den længe som en ”forvildelse”.

Kunsten havde en dobbeltrolle i barokken. Den skulle imponere og forblænde og så skulle den propagandere og formidle ideologisk indhold – den katolske kirkes overlegenhed i modreformationen eller det absolutte monarkis dejlighed under enevælden. Men klassicisme kan altså være ganske effektfuldt i store proportioner eller ført ud i det ekstreme, og således er der intet, der forhindrer de to tilsyneladende “modpoler” i at mødes i epoken eller stilarten barok, i forskellige kombinationer. Louis den XIVs vilde havefester var udladninger af drifter, men også underlagt en streng koreografi, ligesom operasangerne var strengt opdrættet og trænet som dressurheste for at kunne synge grænseoverskridende, ud-af-denne-verden arier.

Derfor er det nok også vigtigt at kalde den klassicisme, der gjorde en ende på barokken for “neoklassicisme” eller “nyklassicisme”. Den adskilte sig fra barokken ved at rense ud i det barokke, voldsomme udtryk og tilføre en nøjsomhed, som barokken nok næsten som det eneste ikke kan defineres ved. De klassiske tendenser var også en del af barokken.

Og så har jeg ikke engang nævnt rokokoen. Hvilket jeg desværre er nødt til. Jeg har taget rokokoen med ind under barokken, og det kunne man godt have ladet være med, for den har et andet udtryk end barokken. Epokemæssigt er rokokoen bare aldrig helt blevet sin egen, måske fordi bruddet synes større mellem barokke tendenser og klassicistiske tendenser sidst i 1700-tallet. Tidsmæssigt er barokken den stærkeste strømning i 1600-tallet og rokokoen stærkest i 1700-tallet, men det er ikke alle steder rokokoen slår igennem, og den kommer kun til udtryk som arkitektur i Tyskland og Østrig, og ellers mest i interiør. Overordnet sagt er barokkens udtryk symmetrisk, rokokoens udtryk er asymmetrisk, men med elegant, kontrapunktisk ligevægt mellem kurver og modkurver på hver side af midteraksen.

De bøger, jeg har studeret er: Barok (Rolf Tomann, forlag: Könemann), A History of Western Art om barok og rokoko (Laurie Schneider Adams) og Baroque and Rococo (Germain Bazin). Jeg kunne godt have tænkt mig en bog der var mindre geografisk og mere tematisk inddelt, men man skal jo stoppe et sted. Alle tegninger og malerier i indlægget er mine fortolkninger af de gamle værker.

1. Italiensk barok

De fleste vil nok være enige om og i, at de første impulser til barokken kom fra Italien, nærmere bestemt Rom. Efter reformationen i Nordeuropa fulgte den katolske kirke op med modreformationen – og så fik den hele armen med udtryk i kunsten, der skulle samle og propagandere.

Paverne var naturligvis helt med på ideen om, at Rom igen skulle synes kejserlig i sin vælde. I forbindelse med italiensk barok bør man kende navnene Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) og Francesco Borromini (1599-1667), begge arkitekter.

Bernini står for den mest klassicistiske tendens af de to. Bogen “Baroque and Rococo” beskriver hans udtryk som: “Power in repose”.

Bernini, Santa Bibiana, Rom (1624-26)

EPSON MFP image

Borromini udfordrede denne hvile med en mere dramatisk stil. I hans arkitektur bølger murene i en vekslen mellem konkav og konveks. Jeg kan godt lide Borrominis barok.

Borromini: Sant’ Ivo della Sapienza, Rom (1642-44)

EPSON MFP image

Kuplen set indefra

Kuplen set indefra

Borromini: San Carlo alle Quattro Fontane, Rom (1664-67)

EPSON MFP image

Her er yderligere eksempler på italiensk barok arkitektur, som jeg synes med al tydelighed viser, at det klassicistiske ikke er udelukket fra barok æstetik, men blot udfordres med volutter, brudte gavle og buer.

Martino Longhi den Yngre: San Vincenzo ed Anastasio, Rom (1646-50)

barok5.jpg

Pietro da Cortona: Santa Maria della Pace, Rom (1656-57)

barok20-2.jpg

Bernini var også skulptør. Hans statuer er i ægte modreformatorisk ånd forførende, grænsende til det ukyske. Det ville kræve længere tid (for mig i al fald), end jeg har afsat at gengive det troværdigt.

Bernini: Den salige Ludovica Abertoni (1671-74)

EPSON MFP image

Det afgørende anderledes ved den barokke skulptur i forhold til renæssanceskulptur, er at den drager beskueren med sig ind i handlingen, øjeblikket.

Manuel Pereira: Den hellige Bruno (1630)

EPSON MFP image

Camillo Rusconi: Apostlen Matthæus (1708-18)

EPSON MFP image

Hvad angår maleri var der to afgørende strømninger i barokken, der begyndte i Italien omkring 1600: det dekorative, lyse, livlige maleri som f.eks. ses i loftsmalerier og som udvikledes til det yderste i rokokoen, og den udforskning af menneskeligt drama, som Caravaggio satte i gang med sine dramatiske værker, hvor figurerne vokser ud af mørket i stærk chiaroscuro helt presset op mod beskuerens rum,

Caravaggio: Narcissus (1597-99)

EPSON MFP image

2. Fransk barok og rokoko

Frankrig er det andet store centrum for barok. Det var det mest magtfulde land i 1600-tallet og magten var centreret omkring kongen. Dette udtryktes som bekendt i Versailles, hor Solkongen, Louis XIV, holdt hof fra 1661.

Fransk barok tempereres af en stærkere klassicistisk strømning. Faktisk synes jeg, det er svært at se de store franske malere Lorraine og Poussin som rigtigt barokke, fordi deres malerier er så klassicistiske uden chiaroscuro-virkninger. Men måske er det bare en undskyldning, fordi jeg ikke synes, de var spændende nok at tegne/male efter. Nu er de  da nævnt. De boede faktiske begge i Rom.

Louis le Vau: Vaux-le-Vicomte (1612-70)

EPSON MFP image

Herover kan man se et vigtigt fransk bidrag til barokken: barokhaven. Symmetrisk strålende ud fra slottet i guddommelig orden. Som modsætning hertil kom i løbet af 1700-tallet den engelske have, der var en eventyrlig have med snoede stier, ruin-attrapper og med romantisk naturlighed som forbillede.

I løbet af 1700-tallet blev det bedre borgerskab i Paris forbilledet fremfor hoffet. Det intime og mindre stift repræsentative blev moderne. Det kan ses i malerkunsten, hvor Francois Boucher (1703-1770)og Jean-Honoré Fragonard (1732-1806), som jeg tidligere har kopieret, malede dekorative, forfinede, men tungt erotisk ladede scener med løs, henkastet, nærmest impressionistisk hånd. Mine skitser af Boucher og Fragonard er fra 2006 (!):

Boucher:

Fragonard:

Hovedet af den gamle mand af Fragonard har jeg senere kopieret i olie, som man kan se her.

3. Centraleuropæisk barok og rokoko

Nederlandenes bidrag ligger især indenfor maleriet. Vi kender Rembrandt van Rijn (1606-1669), som det for mig ikke giver så stor mening at kopiere i andet end olie, og som kræver et større studie. Jeg har en bog, der handler om hans teknik – måske kommer der et særskilt indlæg herom. Peter Paul Rubens (1577-1640) kender de fleste nok også. Egentlig var hans stil noget med en masse tykke mænd og damer, der vælter rundt i overdådig, pastelfarvet idyl. Forfatteren af Baroque and Rococo, Bazinsynes, han er fantastisk. Jeg kan bedst lide det afdæmpede portræt af ham selv og hans udkårne, som jeg har skitseret her.

Peter Paul Rubens: Rubens og Isabella Brant i løvhytten (s. 1609/10)

EPSON MFP image

Og jeg kan godt lide at læse om ham, fordi alting lykkedes for ham, modsat Rembrandt, der døde alene og fattig. I Nederlandene var kunstmarkedet frit og liberalt. Kunstnerne specialiserede sig i forskellige smågenrer: landskaber, stillebener, portrætter, genremalerier, etc., og solgte så af deres værker.

Philips Koninck: Hollandsk landskab med udsigt fra klitterne ud over det åbne land (1664)

EPSON MFP image

Tyskland og Østrig var ikke rigtigt med på barokken i starten af 1600-tallet. De havde travlt med krige. Men sidst i 1600-tallet og i 1700-tallet kom de efter det. Frankrig strålede sin barokke klassicisme ud til Østrig og Tyskland, hvor fyrsterne gerne ville se sig selv som Solkongen.

Hildebrandt: havefacade af Nedre Belvedere (1713-16)

EPSON MFP image

I Tyskland drejede man mod rokoko, hvor en klassicistisk arkitektur holder sammen på de ellers mere løst svungne linjer og med loftet helt opløst i malet himmel og susende engle-gevandter.

Peter Thumb: St. Gallen, klosterbibliotek (1766)

EPSON MFP image

Neumann: Klosterkirken Neresheim (1745-92)

EPSON MFP image

Outro

Pyha. Jeg har prøvet at guide igennem det sammensurium som den barokke periode og den barokke stil er. Det korte af det lange er nok, at på en klassicistisk basis, tillod man i denne periode og i den stil, det afstedkom, bare lidt mere lir end i både renæssancen og i nyklassicismen. Jeg synes sådan et lille pusterum for dramatiske sjæle er helt ok.

_____________

(English recap: This is my interpretation of the Baroque period and style in Danish words, drawings and water colour.)

Dette indlæg blev udgivet i Akvarel, Kunsthistorie, Skulptur, tegning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s