1. Indledning
Jeg stødte på Helene Schjerfbecks kunst på en udstilling på Statens Museum for Kunst allerede engang i forrige årti, men er siden vendt tilbage til hende flere gange.
Som med så mange andre kunstnere er det provokerende besværligt at finde noget som helst konkret om Helene Schjerfbecks teknik. Der skrives side op og side ned om kunstneres privatliv, som vel også er relevant for deres kunst, men vi har jo alle et privatliv; Selv et meget specielt privatliv sikrer på ingen måde, at vi bliver kunstnere…
Helene Schjerfbeck er finsk, og jeg har ikke adgang til at studere hendes lærreder selv, og desuden ville en konservator nok kunne sige endnu mere præcist noget om fremgangsmåden end jeg. Det er jo hele pointen: at lære noget. Jeg skrev faktisk til Ateneum, det finske nationale kunstmuseum, men heller ikke de kunne hjælpe mig. Det kunne de naturligvis godt, men deres konservatorer havde nok bedre at tage sig til. Det er helt ok. Men ærgerligt for mig.
Jeg har forsøgt at stykke det sammen, der dog i de to bøger jeg har om Schjerfbeck, alligevel står om teknik og idealer, og så har jeg selv forsøgt at kopiere nogle af hendes malerier. Personen kan jo ikke pilles ud af maleren, så jeg har lavet et afsnit med lidt biografiske oplysninger, dernæst kommer et afsnit om forbilleder, efterfulgt af et afsnit om hendes teknik og til sidst følger mine egne kopier og tanker om hvad jeg vil/kan lære.
2. Biografi
Helene Schjerfbeck blev født i 1862 i Helsingfors. Da hun var fire år gammel, faldt hun og slog hoften. Hun blev bevægelseshæmmet og plaget af skavanken resten af sit liv.
Hun var underbarn og kom ind på kunstakademiet, da hun var 11, hvor hun gennemgik en klassisk tegneskole. Det finske kunstakademi var (usædvanlig nok for den tid) for både mænd og kvinder. Hendes lærere var meget tilfredse med hende. Efter 4 år på akademiet kom hun på Adolf von Beckers private maleskole for at lære om oliemaleri.
I 1880 fik hun et rejsestipendiat og rejste til Paris, hvor hun blev undervist og fandt nogle gode veninder og kolleger. Hun ændrede sit navn fra fødenavnet Helena til Helene. I løbet af de kommende år rejste hun meget, i Frankrig, England og Italien.
Fra 1892-1902 var hun tilknyttet kunstakademiet som lærer i tegneskolen, men hendes helbred skrantede både psykisk og fysisk. Hun var blevet isoleret i Helsingfors’ kunstverden. Hun kunne godt gå med på symbolisme-vognen, men ikke nationalromantikken, som var stærk i de år. Efter en rejse i 1894 var hun aldrig mere på kontinentet.
I 1902 flyttede hun ud på landet, Hyvinge, sammen med sin mor, der ikke helt forstod hendes behov for at male. I den kommende tid var hendes liv splittet mellem husholdning og maleri. Som kvinde forventedes det, at hun holdt sit hus pænt, men Helene gad det ikke. Hun ville bare male. I 1926 udtalte hun: “En malare ska inte väre husmor.” Det var en krise i hendes liv. Hun blev 40 uden udsigt til at stifte familie, hun var nedbrudt fysisk og psykisk, hun blev glemt, og mange troede hun var død. I ti år så hun ingen anden kunst end sin egen i original.
I 1915 opsøgte den selvlærte kunstmaler Einar Reuter hende, de malede sammen og studerede kunst. I 1917 blev han – vistnok til Helenes skuffelse – forlovet med en anden.
I 1917 havde hun sin første separatudstilling på foranledning af Gösta Stenman, en kunsthandler, der var hendes fan og havde opsøgt hende i Hyvinge i 1913. Han lånte hende originale kunstværker og sendte hende kunstlitteratur. I 1917 besøgte hun Ateneum. Hendes egen udstilling var en succes.
I 1923 døde hendes moder. Det var både en befrielse og et chok. I 1925 flyttede hun til Ekenäs og en produktiv periode fulgte. I 1937 fik hun sit gennembrud i Stockholm, hvor hun blev hædret og berømmet.
De sidste år blev hun konstant forstyrret af nysgerrigt publikum og krige, der betød hun måtte flytte rundt. Det blev svært hele tiden at finde nye modeller, det blev derfor til en del selvportrætter, for det havde hun altid ved hånden. I 1946 døde hun.
3. Forbilleder
Schjerfbeck lærte ved at kopiere. Hun beundrede andre kunstneres værker – de ansporede hende til at skabe noget ligeså godt. Hun lærte at male fra hukommelsen, spontane skitser bygget på andre kunstneres kompositioner. Ved Von Becker kopierede hun Corot, Fortuny, Couture og del Sarto.
I Frankrig beundrede de unge kunstnere i hendes tid naturalisten Jules Bastien-le-Page (1848–1884) og hjemme i Finland historiemaleren Albert Edelfelt (1854–1905). De malerier Schjerfbeck selv afleverede til hhv. kunstforeningen i Finland og Salonen i Paris, var netop i hhv. Edelfelts og Bastien-le-Pages stil.
I 1886 kopierede hun på Louvre. Hun beundrede især Hans Holbein den yngre. Hun beundrede hans “fasthed” – en egenskab hun anså sig selv for at savne. Hans eksakte linje gav hende en AHA-oplevelse.
I 1897 så hun en udstilling i Stockholm, hvor Olof Sager-Nelsons maleri gjorde stort indtryk på hende.
I 1904-17 studerede hun japanske træsnit, og tog deres stiliserende metode til sig. Hendes portrætter forenkledes til et snævert rum koncentreret om model, ofte profil – senere maskeagtige portrætter.
Hun syntes generelt at de italienske malerier var for mørke, men beundrede Fra Angelico, Fillippo Lippi og Andrea della Robbia. I 1912 opdagede hun El Greco, som hun kun så i reproduktion. El Grecos malerier er dramatiske og overspændte og det tiltalte hende. Hun følte sig beslægtet med ham. (her ses først Grecos original, dernæst Schjerfbecks kopi. Hun kopierede efter sort-hvide gengivelser)
I et brev til Reuter, skrev hun, at hun gerne ville prøve at antage Grecos palet: hvid, sort, gul okker, cinnober – disse farver anvendte hun netop i selvportræt på sort baggrund.
I 1920 studerede hun Matisse og Kandinsky, Daumier og Vlaminck i kunstbøger. Hun forsøgte at omsætte deres farveglæde i egne malerier. Matisses dekorative, skyggeløse og farvestærke malerier påvirkede hende i samme retning.
4. Teknik
I 1893 var hun i Firenze, hvor hun blev inspireret af italiensk middelalder-maleri og ungrenæssance-kunst og afprøvede tekniske kneb for at få lys frem: brune toner, dis og lasureffekter. Diset over Arnodalen forundrede hende, og hun forsøgte at få det frem med voks i landskabsbilleder fra Fiesole. “I synnerhet var det tiden i Florens 1894 som hjälpte henne att örenkla uttrycket, lätta upp färgskalan og mjuka upp konturerna.” (Helene Schjerfbeck: 150 år)
Som lærer på tegneskolen krævede hun total tavshed og koncentration under arbejdet. Hun brød sig ikke om at dømme elevernes værker, og de kunne derfor have svært ved at forstå hendes kritik og intentioner.
Det tog lang tid, ofte flere år at færdiggøre malerierne. Hun stillede lærredet væk, tog det frem til granskning, lavede et par ændringer og stillede det væk igen. Hun skrabede ud og malede om flere gange.
Omkring 1900 kunne hun kun male nogle få timer om dagen, men så tegnede hun desto mere. Hun havde altid sin lille skitseblok med sig rundt og tegnede i køen, i skoven, på torvet. Hun farvelagde tegningerne derhjemme.
Den første tid i Hyvinge så hun som sagt ingen anden kunst end sin egen, men hun holdt flere internationale kunsttidsskrifter og fulgte altså med på afstand. Hun arbejdede med tekstiler, broderede og designede tekstil.
Fra omkring 1901 begyndte hun at bruge en karakteristisk forenklingsteknik, hvor motivet bliver til plane farveflader og rumgestaltning træder i baggrunden, dog alt genkendeligt.
Schjerfberck malede siddende foran staffeli. Hun gjorde udkastet til kompositionen i kul inden hun lagde den let fortyndede oliefarve i tynde lag, så lærredets struktur forblev synlig og nogle steder den forberedende tegning. I hendes modne periode gned hun farven ind og lod også noget lærred stå umalet, hvilket gav en transparent, pastelagtig karakter. Hun brugte en sfumato-agtig teknik, med udflydende/udtværede grænser som forener figuren visuelt med baggrunden.
Hendes farveskema var tilbageholdende a la Whistler og Hammershøi. Hun skrev i et brev til Reuter, at hun generelt var bange for færdigblandet grøn farve undtagen Vert Veronese og måske vert emeraude, men at hun brugte en del sort.
Desuden brugte hun et skrabeteknik, hvor hun skrabede farven af igen. Schjerfbecks skrabeteknik frilægger store dele af lærredet i baggrunden og giver freskolignende karakter: “Fragment” fra 1904 var det første eksperiment med dette.
5. Mine kopier
Helene Schjerfbecks forenkling af motivet gør hendes malerier virkeligt stærke, synes jeg. I 2010 kopierede jeg “Selvportræt på sølvgrund” fra – i sort hvid tusch på papir.
Samme år kopierede jeg oliemalieriet “Stilhed” i pastel:
For nylig fik jeg så kopieret det tidlige maleri: “Birkealleen”
Og portrættet af Einar Reuter
Og “Røde æbler”
Det, jeg gerne vil lære af Schjerfbeck er evnen og modet til at forenkle. I det sidste maleri “røde æbler” har der givetvis været et hav af refleksioner og nuancer. Men hun har valgt hvad der var vigtigt og sat tre præcise hvide klatter der i komprimeret form “forklarer” os lysets fald i maleriet. Samtidig er der faktisk tusind bittesmå gradueringer i den skrabede, gnedne baggrund. Gradueringer som jeg ikke har fået med, fordi jeg ikke har tålmodighed til at gå og male på et maleri gennem 15 år, tage det frem, skrabe af, pille lidt, vendte 10 år mere…
I det hele taget er tålmodigheden nok det, jeg mangler, og modet til at forenkle. Måske også viljen, fordi jeg ofte synes alle de små lysrefleksioner er så fine – og derfor har jeg svært ved at forenkle en flade, der er plettet af lysrefleksioner til én flade.
De genrer, Scherfbeck mest gjorde sig i, var (selv)-portrætter og stillebener. Jeg har forsøgt at male et stilleben i hendes stil, med anvendelse af det jeg har lært:
Gul rose fra Østerbro
olie på træ, ca. 30×40
Allerførst må jeg kritisere mit valg af motiv. Det er lidt for klassisk og mangler en skævhed i kompositionen.
Det snævre rum uden baggrund, genstanden er placeret i, er dog ganske godt i stil med Scherfbeck, og jeg gned, skrabede af etc. i flere omgange. Tjek ved det. Den hvide baggrund lyser gennem malingen – hvilket nok er noget af det der har interesseret mig mest ved disse kopier, at opdage oliemaleriets akvarel-agtige kvaliteter. Jeg er bare ikke sikker på at jeg ikke elsker fed oliemaling mere end det æteriske lys en meget tyndt bemalet flade kan få…
Jeg synes også, jeg fik begrænset og koncentreret de tykke, hvide strøg – selvom man nok kunne have nøjedes med endnu færre i blomsten og have ladet den stå mere flad. Men som sagt bliver jeg for glad for blomstens form og lysmodtagelse, og jeg måtte lægge bånd på mig for ikke at arbejde yderligere med detaljerne.
Schjerfbeck havde helt klart arbejdet med dette maleri mindst tyve år endnu. Jeg stopper og siger tak for nu.
___________
(English recap: In this post I present my results from having studied the Finnish painter Helene Schjerfbeck. She has a way of simplifying a composition, the colours and the light in it which I admire, but she also had a patience I can only dream of but may still be able to learn from.)
‘
